Forsvarsministeren i Kyiv: Ukraine kan forvente flere våben fra Danmark

Danmark er klar til at donere flere våben til Ukraine, så længe landet beder om hjælp til at forsvare sig og generobre tabt land.

Morten Bødskov mødtes mandag med den polske forsvarsminister og er i dag i Ukraine, hvor han blandt andet har mødtes med præsident Zelenskyj. (Foto: Mateusz Marek © Ritzau Scanpix)

Danmark kommer også i fremtiden til at støtte Ukraine med våbenhjælp.

Så klar er meldingen fra forsvarsminister Morten Bødskov (S), som i dag besøger den ukrainske hovedstad Kyiv.

- De modbydeligheder, som Putin påtvinger den ukrainske befolkning nu, hører ingen steder hjemme. Derfor støtter vi Ukraine med våben, og derfor kommer vi også i fremtiden til at støtte Ukraine med donationer og våben, siger Morten Bødskov.

Den danske forsvarsminister ankom tirsdag morgen til Ukraines hovedstad, hvor han blandt andet mødtes med præsident Zelenskyj samt forsvarsminister Reznikov.

For en måned siden besøgte Ukraines forsvarsminister København, hvor Danmark var vært for en international konference. Konferencens formål var at sikre en stabil strøm af våben og ammunition til Ukraines militær, og landene blev enige om at oprette en fond på 11 milliarder kroner.

Den strøm af våben er Morten Bødskov klar til at sætte er dansk aftryk på.

Han føler sig ’helt overbevist’ om, at der kommer flere våbendonationer direkte fra det danske forsvar til Ukraine.

- Vi bidrager meget kraftigt også med våben, og derfor kan jeg sagtens forestille mig, at det vil foregå ud i fremtiden også, siger Morten Bødskov.

Forventer langvarig konflikt

Han slår samtidig fast, at man skal huske på, at konflikten i Ukraine har stået på i årevis.

Det blev han selv mindet om, da han under sit besøg i Kyiv tidligere i dag var forbi en mindevæg for de faldne siden 2014, hvor Rusland annekterede Krim.

Med billeder på væggen af 14.000 faldne er det med til at forstærke begrundelsen for, hvorfor Danmark skylder sin solidaritet og støtte til Ukraine, lyder det fra Morten Bødskov.

På spørgsmålet om den danske støtte rækker så langt, at den også omfatter en mulig ukrainsk generobring af Krim, svarer forsvarsministeren, at det er Ukraine, der selv afgør fremtiden for deres land.

- Så længe de vil have vores støtte, så støtter vi dem sammen med andre allierede. Derfor tror jeg, at vi skal indstille os på, at den her konflikt, kan godt komme til at vare i lang tid, siger Morten Bødskov og uddyber:

- Vi skal huske på, at der i de områder, hvor der er konflikt nu, i årevis har været konflikt. Invasionen i februar var jo ikke den første invasion af Ukraine. Det var jo i 2014, så i mange år har der været konflikt.

Helt tæt på krigen

Siden Rusland angreb Ukraine for mere end seks måneder siden, har forsvarsminister Morten Bødskov fulgt krigen på afstand.

Indtil mandag aften. På vej ind i Ukraine mødte han ukrainske mænd, der skal affyre de vestlige våben, som blandt andre Danmark hjælper med at sende dem i hænderne.

De stod i lange rækker på vej op i et militært transportfly i en lufthavn i Polen. Herfra skulle de videre mod en ukendt militærbase i Storbritannien og igennem et grundkursus i soldaterfærdigheder, inden de skal tilbage til Ukraine og kæmpe.

- Det var meget specielt at se dem. Lige pludselig kom der ansigter på det, vi har siddet og diskuteret til møder. De stod tre-fire meter fra mig, det gjorde et meget stort indtryk, siger Morten Bødskov.

Mennesker dør, fordi blandt andre Danmark faciliterer krig. Hvordan kan du være sikker på, at vi gør det rigtige?

- Det bliver jeg bekræftet i, hver eneste gang jeg taler med en ukrainer. Vi hjælper Ukraine mod en brutalitet, som ikke har eksisteret i Europa siden den Kolde Krig, siger Morten Bødskov.