Forsvundet fly: Dårligt vejr hæmmer eftersøgningen

Flere af Indonesiens nabolande har tilbudt at hjælpe med at søge efter forsvundet fly.

Flere lande har tilbudt at hjælpe med at søge efter det forsvundne fly, men vejret er dårligt og solen går snart ned. (Foto: EDGAR SU © Scanpix)

Indonesien har sendt to fly afsted i eftersøgningen efter det forsvundne passagerfly fra AirAsia, som luftfartsmyndighederne har mistet kontakten med på dets vej fra Indonesien til Singapore.

De to fly skal overflyve et område af Javahavet, men dårligt vejr gør det svært at søge, oplyser det indonesiske luftvåben ifølge BBC.

- Der er skyet, og meget af området er hav. Vi er stadig på vej derud, så vi kan ikke komme med nogle bud på, hvad der er sket endnu, siger Hadi Cahyanto fra det indonesiske luftvåben.

Desuden oplyses det, at solen er gået ned omkring 11.30 dansk tid.

Hjælp fra nabolande

Singapore, Malaysia og Australien har tilbudt at hjælpe med eftersøgningen af flyet, der havde 162 mennesker om bord.

I en pressemeddelelse fra luftfartsmyndighederne i Singapore skriver de:

- Vi har tilbudt vores fly og skibe til at hjælpe med søgningen, og vi har fået bekræftet fra de indonesiske myndigheder, at de accepterer hjælpen, og indtil videre har de bedt om et C130-fly, som allerede er på vej.

Det skriver The Guardian.

Selvom der ikke er bekræftet nogen australske passagerer på flyet, har Australien også tilbudt assistance i form af et militærfly.

- Vi har tilbudt al den hjælp, den indonesiske regering har brug for. Vi håber og beder til, at der er overlevende, siger Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, ifølge The Guardian.

BBC rapporterer desuden, at meget af eftersøgningen vil være i området omkring Sydborneo, og at man starter fra det punkt, man sidst havde kontakt med flyet og spreder sig ud derfra.

Facebook
Twitter