- De Forenede Stater mod Donald J. Trump og Waltine Nauta.
Sådan starter det 49-siders lange anklageskrift, der fredag aften blev offentliggjort og siden har stjålet overskrifter verden over.
USA’s tidligere præsident, Donald Trump, står nemlig over for hele 37 anklagepunkter i en alvorlig sag om håndtering af fortrolige dokumenter.
Sagen er enestående, blandt andet fordi, det er De Forenede Stater, altså USA som nation, der lægger sag an mod en tidligere præsident. Det er aldrig sket før.
Flere af anklagepunkterne handler om spionage, som kan give op til 10 års fængsel per punkt. Bliver han dømt skyldig i flere af dem, kan det give rigtig mange års fængsel til den nu 76-årige tidligere præsident.
Og selvom det ikke er første gang, at Trump står over for en retssag, så er analytikere og eksperter verden over ikke i tvivl: Dette er den absolut mest alvorlige sag, som den tidligere præsident har stået over for.
Donald Trump har afvist alle anklager og kalder sagen for “en heksejagt”.
Her er, hvad anklagerne går på og hvilke detaljer, der er kommet frem i anklageskriftet.
Trumps “body man”
Det er ikke kun Trump, der står over for de mange anklagepunkter. Det gør også hans personlige assistent Waltine Nauta.
Nauta er en amerikansk flådeveteran og var Donald Trumps personlige assistent i Det Hvide Hus. Herefter sluttede han sig til Trump som assistent på hans ejendom, Mar-a-Lago i Florida, da han forlod embedet.
Han bliver i anklageskriftet beskrevet som Trumps “body man”.
Ifølge anklageskriftet, så har Walt Nauta spillet en absolut afgørende rolle i at hjælpe den tidligere præsident med at rykke hundredevis af kasser med tusindvis af fortrolige dokumenter fra Det Hvide Hus til Florida. Og læser man anklageskriftet igennem, så bliver Nauta nævnt næsten hver gang Trump også gør.
Trump har, efter anklageskriftet blev offentliggjort, forsvaret Nauta på sit sociale medie Truth Social. Her beskylder han embedsmændene i det amerikanske justitsministerium for at forsøge at ødelægge assistentens liv.
“Det er en hemmelighed”
Men lad os starte fra begyndelsen. For da Donald Trump stoppede med at være USA’s præsident klokken 12:00, lokal tid, den 20. januar 2021, stoppede han også med at have adgang til klassificerede dokumenter.
Men det forhindrede ikke præsidenten i at samle tusindvis af fortrolige dokumenter i flyttekasser, sammen med noter, breve, avisartikler og billeder, som han ville have med fra sin tid i Det Hvide Hus. Trump skulle efter sigende personligt have været med til at sørge for, hvad der kom ned i kasserne.
Dokumenterne omhandler forsvars- og våbenkapaciteten for både USA og andre lande, USA’s atomprogrammer, potentielle sårbarheder hos USA og dets allierede over for militære angreb, samt planer for mulig gengældelse som respons på et fremmed angreb.
Dokumenter, der var markeret, "TOPHEMMELIG", “HEMMELIG” og “FORTROLIG”.
- Uautoriseret offentliggørelse af disse klassificerede dokumenter kan sætte USA’s nationalesikkerhed, udenrigsforhold og USA’s militærs sikkerhed i fare, lyder det i anklageskriftet.
Desuden skulle Trump, af to omgange, have vist de tophemmelige dokumenter til andre personer.
Første gang i juli 2021 under et møde med en forfatter, en forlægger og to medlemmer af hans stab. Mødet er blevet optaget på lyd, hvor man hører Trump sige, at dokumenterne er “meget fortrolige” og “hemmelige”.
- Hvis jeg stadig var præsident, så kunne jeg have afklassificeret dem. Men det kan jeg jo ikke nu, men det er stadig en hemmelighed, siger han i optagelsen ifølge anklageskriftet.
Dokumenterne, som han viste til de fire personer, skulle være en form for “angrebsplan”, hvis et andet land forsøgte at angribe USA.
Den anden gang, præsidenten delte ud af de fortrolige dokumenter, var i slutningen af august 2021. Her viste han dokumentet til komitémedlemmer, der ikke var sikkerhedsgodkendt. Ifølge anklageskriftet skulle Trump have vist et kort over militæroperationer og fortalt, at det var hemmelige dokumenter, som han egentlig ikke burde vise til nogen.
Gemmestederne: Et selskabslokale og en bruser
De mange kasser med fortrolige dokumenter har været rykket rundt en del i det halvandet år, de har været i Trumps varetægt. Det viser billeder, som Trumps medarbejdere har sendt til hinanden.
Ifølge beskeder fra medarbejderne, så gik Donald Trump meget op i, hvor dokumenterne lå.
De første to måneder var mange af kasserne placeret i selskabslokalet, der bliver kaldt White and Gold Ballroom, på Mar-a-Lago. Imens de var der, blev der afholdt 150 begivenheder, såsom bryllupper og filmpremierer, mens kasserne var i lokalet. Mange af kasserne stod på scenen inde i lokalet.
Herefter blev de rykket til et opbevaringsrum i Mar-a-Lago, hvor de lå i mange måneder. I en beskedudveksling mellem to medarbejdere, diskuterer de, hvorvidt de mon kan rykke nogle af kasserne ud af opbevaringsrummet, så der kan være plads til et lille kontor til medarbejderne. De bliver enige om at rykke nogle af kasserne ud på et badeværelse.
I anklageskriftet er der billeder af kasserne både i opbevaringsrummet, badeværelset, i en brusekabine og i selskabslokalet, som medarbejderne har taget billeder af og sendt til hinanden, når de skulle koordinere.
Trumps “body man”, Nauta, er med i en del af beskedudvekslingerne og er med til fysisk at rykke kasserne flere gange.
I december 2021 har Nauta taget et billede af adskillige kasser i opbevaringsrummet, som er væltet og hvor papirerne ligger og flyder på gulvet.
På billedet i anklageskriftet er papirene streget ud med sort, da der skulle være tale om tophemmelige dokumenter, der flød på gulvet.
Hvad er han anklaget for?
Trump blev over flere omgange bedt om at udlevere de dokumenter, som han havde taget med sig fra Det Hvide Hus. Men i stedet for at aflevere samtlige kasser, viser anklageskriftet, at Trump og Nauta flere gange har rykket rundt på kasserne og blandt andet fløjet dem til nogle af Trumps andre lejligheder på tværs af landet.
USA's nationale sikkerhedstjeneste og forbundspoliti, FBI, påbegyndte deres undersøgelse af Trump i marts 2022. Herefter havde Trump aftalt med sin advokat, at han skulle komme og gennemgå kasserne for at se, om der var noget, som han ikke måtte have.
Men ifølge anklageskriftet, så fik Trump sin “body man”, Nauta, til at flytte en del af kasserne, inden FBI eller advokaten kunne nå at gennemgå dem. Herefter løj Donald Trump over for FBI og sin egen advokat om, hvor mange dokumenter, han havde i sin besiddelse.
Trump skulle også have ændret sine sommerferieplaner, så han kunne være til stede i rummet, når advokaten gennemgik de kasser, som han ikke havde fået rykket.
Efter FBI's ransagning blev Nauta indkaldt til en frivillig samtale med FBI. Her fortalte han dem, at han ikke vidste, om der var flere kasser, eller hvor de havde været opbevaret indtil marts 2022.
Nauta står nu over for seks anklager, der blandt andet handler om tilbageholdelse af dokumenter og at give falske oplysninger til FBI.
Donald Trump står over for lidt flere anklager – nemlig 37. De handler om alt fra spionage til at lægge hindringer i vejen for efterforskningen. Han er også anklaget for at få advokater til at lyve over for FBI og for at rykke rundt på dokumenterne.
En cocktail, der kan betyde, at Trump kan risikere at bruge resten af sine dage bag tremmer.
Hovedpersonen selv fastholder sin uskyld, hvilket han også gentog fredag aften i Fox News.
- Jeg vil bare fortælle jer, at jeg er en uskyldig mand. Jeg har intet gjort forkert, og vi vil kæmpe os ud af det her, ligesom vi har kæmpet i syv år, lød det fra Trump.
Donald Trump skal stilles for en dommer i Miami, Florida, tirsdag den 13. juni.
Samtidig kører der en parallel sag mod ham i New York, der handler om tys-tys-penge til to kvinder og en dørmand.