Fortrolig FN-rapport: Nordkorea har sendt udstyr til kemiske våben til Syrien

Nordkorea har sendt udstyr til det syriske regime, konkluderer FN-eksperter.

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) er i gang med at undersøge, om der blev brugt klorgas under et angreb i den syriske by Ghouta i søndags. (Foto: HAMZA AL-AJWEH © Scanpix)

Nordkorea har sendt udstyr til Syrien, der kan bruges til at udvikle kemiske våben.

Det er ifølge Washington Post, New York Times og Wall Street Journal konklusionen i en ikke-offentliggjort rapport fra FN.

Ifølge medierne begyndte samarbejdet mellem Nordkorea og det syriske Assad-regime for årtier siden og er fortsat, mens borgerkrigen i Syrien har raset i løbet af de sidste syv år.

Et af beviserne på det samarbejde er ifølge FN-rapporten to skibsladninger med varme- og syre-resistente fliser. Fliserne bliver ofte brugt til fabrikker til kemiske våben, der blev sendt til Nordkorea, skriver New York Times.

Udover fliserne skal der i årenes løb også være blevet sendt ventiler, rør og termometre til det syriske regime, der gentagne gange er blevet anklaget for at have brugt kemiske våben som sarin- og klorgas mod sin egen befolkning.

I løbet af slutningen af 2016 og starten af 2017 blev der ifølge Wall Street Journal sendt fem ladninger fra Nordkorea til Syrien gennem et kinesisk handelsfirma.

Samarbejdet skal også have bestået af, at Nordkorea i 2016 sendte en delegation af missil-teknikere til Syrien, samtidig med at der blev sendt "særligt modstandsdygtige rør og termometre, der er kendt for at blive brugt til kemiske våben", står der ifølge New York Times i FN-rapporten.

Anklager om nye angreb

Meldingerne om samarbejdet mellem de to lande kommer, kort tid efter at der igen har været forlydener om, at en by i Syrien er blevet ramt af et angreb med klorgas.

Angrebet fandt sted i søndags i forstaden Ghouta, der ligger lidt uden for den syriske hovedstad, Damaskus. Efter et luftangreb kunne flere civile lugte klor, og flere oplevede kvælningsfornemmelser.

Det har fået organisationen OPCW til at kaste sig ind i en undersøgelse af, hvorvidt der blev brugt ulovlige våben i søndagens angreb eller ej. Organisationen kan ikke få adgang til området, men vil undersøge angrebet gennem kilder på jorden, video- og billedmateriale.

Forlydenerne har også fået den franske og amerikanske regering til at melde ud, at de vil angribe syriske regeringsstyrker, hvis det viser sig, at der er blevet brugt giftgas. Og i går meddelte den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, at Storbritannien vil overveje at følge med USA og Frankrig.

OPCW har tidligere dokumenteret, at der er blevet anvendt kemiske våben under borgerkrigen i Syrien, der raser på sit ottende år.

Skulle skille sig af med kemiske våben

Brugen af klor som et kemisk våben er ifølge konventionen om kemiske våben fra 1997 forbudt. Hvis gassen bliver indåndet, bliver den til saltsyre i lungerne og kan få offeret til at drukne.

Men klorgas er ikke det eneste kemiske våben, der er blevet brugt i Syrien. I 2013 blev Ghouta ramt af et angreb, hvor Det Hvide Hus vurderer, at omkring 1.400 mennesker blev dræbt.

I angrebet, der skete i morgentimerne den 21. august, blev der brugt nervegassen sarin, der bliver betragtet som et masseødelæggelsesvåben.

Angrebet fik den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, til at true med at angribe i Syrien. I stedet landede USA, Syrien og landets allierede Rusland en aftale om at opgive alle sine kemiske våben.

I oktober 2013 var alt kendt produktionsudstyr til fremstilling af kemiske våben i Syrien blevet destrueret, alle lagre af giftgas var bragt bag lås og slå, inden internationale inspektører fjernede lagrene fra landet i 2014.

Det er endnu uvist, om FN-rapporten, der dokumenterer samarbejdet mellem Syrien og Nordkorea, vil blive offentliggjort.

- Jeg kender ikke offentliggørelsesdatoen, hvis der bliver en, siger Stephane Dujarric, talsperson for FN, til New York Times.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter