Fotograf manipulerede med krigsbilleder

En libanesisk freelance-fotograf har manipuleret med to billeder fra Israels angreb i Libanon. Reuters har nu slettet alle hans billeder.

Et af de to billeder, som fotografen havde manipuleret. Der er tilføjet ekstra lyspletter. (Foto: Adnan Hajj © Scanpix)

Nyhedsbureauet Reuters har fjernet alle billeder taget af en libanesisk freelance-fotograf fra sin database.

Det sker efter at det er blevet afsløret, at fotografen Adnan Hajj har ændret på to af sine billeder fra konflikten mellem Israel og Hizbollah.

Reuters billedchef Tom Szlukovenyi siger, at det underminerer troværdigheden i alle Adnan Hajj's billeder.

- Reuters har nul-tolerance for enhver manipulation af billeder, og vil minder til stadighed vores fotografer om denne faste politik, hedder det i en erklæring.

Ekstra røg og lysglimt

Manipulationen af billederne drejer sig dels om et billede fra et israelsk bombardement af en forstad til Beirut, hvor der var tilføjet mere og mørkere røg fra de ramte bygninger, dels om at der var tilføjet flere lysglimt og en ekstra bombe på et billede af et israelsk jagerfly over byen Nabatiyeh i det sydlige Libanon.

- Manipulationerne underminerer ikke kun vores anseelse, men alle vores fototgrafers gode navn og rygte. hedder det i erklæringen fra Reuters.

Fotografen havde over 900 billeder i Reuters database. De er nu alle slettet.

Reuters har nu strammet redigerings-procedurerne for billeder fra den israelsk-libanesiske konflikt.

Det manipulerede billede med ekstra røg til venstre. Det oprindelige til højre. (Foto: Adnan Hajj © Scanpix)
FacebookTwitter