Fotografer må ikke filme Mary i Australien

Politiet i Hobart i Australien minder fotografer om, at det er ulovligt at fotografere kronprinsesse Mary, når hun i disse dage besøger familien.

I Australien må fotograferne ikke tage billeder under kronprinsessens private besøg hos søstrene. Her kronprinsesse Mary sammen med prinsesse Isabella og prins Christian til Toldboden i København. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Det kan koste de mange paparazzifotografer dyrt at fotografere kronprinsesse Mary, når hun i disse dage er på privat besøg i Australien.

Hun ankom i dag til Tasmanien, hvor hun blandt andet skal besøge sine søstre. Men det besøg skal være uden for fotografernes linser, mener politiet.

Repræsentanter for ikke færre end 17 medier var mødt op ved Marys søster Janes hus i det vestlige Hobart i håb om at få et glimt af den gravide kronprinsesse.

Politet havde loven i hånden

Ifølge den store tasmanske avis The Mercury mødte politiet op med kopier af en lov, der trådte i kraft i Tasmanien sidste år og pålægger bøder eller fængsel for krænkelse af privatlivets fred. Kopierne blev delt ud til pressefolkene som en påmindelse om, at de ikke må krænke kronprinsessens privatliv.

Ifølge loven er det ulovligt at fotografere eller filme en person "i tilfælde, hvor en fornuftig person ville forvente, at der gives privatlivets fred" og derefter distribuere billederne.

I praksis betyder det, at billeder af kronprinsesse Mary eller andre familiemedlemmer og venner i og ved hendes søsters hjem, vil blive betragtet som en overtrædelse af loven.

Kronprinsesse Mary er alene i Australien og forventes ud over besøget hos sine søstre også at deltage i sin veninde - den noget skandaleombruste Amber Pettys - 40-års-fødselsdag.