- Den her retssag stod til at blive den nok største retssag i amerikansk mediehistorie nogensinde.
Sådan siger Mads Dalgaard Madsen, der er tidligere indenrigspolitisk rådgiver på den danske ambassade i Washington D.C., efter at Fox News og virksomheden Dominion Voting Systems i aftes indgik et forlig.
Retssagen strækker sig helt tilbage til præsidentvalget i 2020, hvor Donald Trump nægtede at anerkende sit valgnederlag.
I stedet turnerede Trumps folk efterfølgende rundt med mantraet "Stop the steal!". Det førte til, at tilhængere af den tidligere præsident den 6. januar 2021 stormede Kongressen i USA.
Netop de udokumenterede påstande om valgsvindel er bagtæppet for den retssag, som man havde forventet skulle udspille sig de kommende uger.
Dominion stod nemlig bag teknologien til optælling af stemmer på flere valgsteder ved præsidentvalget i 2020 - og dem hævdede Trumps lejr var sat til at hjælpe Joe Biden.
- Tilbage i 2020 lagde Fox News platform, nok på grund af pres fra endnu mere højreorienterede tv-kanaler, til Trumps konspirationsteori om, at valget i 2020 var blevet stjålet.
- Det var meget konkret blevet stjålet via manipulation af Dominions software, lød påstanden, fortæller Mads Dalgaard Madsen i et interview med P1 Morgen.
Her udtaler Justin Nelson, der har ført retssagen for Dominion sig, efter der blev indgået forlig:
Ifølge Dominion har de falske anklager om valgsvindel, som Fox News har turneret med i sin nyhedsdækning, haft en ødelæggende effekt på virksomheden, og derfor sagsøgte Dominion mediet for injurier med et krav på 1,6 milliarder dollar i erstatning - svarende til næsten 11 milliarder kroner.
Men med et håndtryk fra Fox News til Dominion på 787,5 millioner dollar, hvilket svarer til knap 5,4 milliarder kroner, sluttede retssagen, før den overhovedet var begyndt.
- Retssagen skulle trække en streg i sandet for, hvor ytringsfriheden går, i forhold til hvornår man kan sprede løgne. Den stod til at tage et opgør, siger Mads Dalgaard Madsen.
Netop derfor var det vigtigt for Fox News at lande et forlig, fortæller Anders Agner, der er chefredaktør på mediet Kongressen.com.
- For hver dag retssagen ville få lov til at køre, ville deres i forvejen ret skrantende ry blive forværret, siger Anders Agner.
I USA har der været tradtion for, at størstedelen af de republikanske vælgere ser Fox News, mens langt de fleste demokrater ser CNN, fortæller Anders Agner.
Bag skærmen kritiserede Fox News valgløgnen
Med det håndtryk undgår Fox News en retssag, som udover at se ud til at skulle tage et opgør med, tegnede til at blive meget spektakulær.
Der var nemlig lagt op til, at mediemogulen Rupert Murdoch, der ejer Fox News, og en række prominente tv-værter skulle have været i vidneskranken.
Forud for retssagen blev ledelse og tv-stjerner også udspurgt under edsansvar. De har måttet aflevere deres mobiltelefoner og email-korrespondancer, og det har givet offentligheden et yderst sjældent blik ind i maskinrummet hos den altdominerende nyhedsorganisation blandt republikanske vælgere.
Og det afslørede, at Fox-toppen bag skærmen kaldte Trumps påstande om valgsvindel for "fuldstændigt vanvittige" og "helt løsrevet fra virkeligheden", mens de overfor stationens seere viderebragte valgløgnene.
Det var eksempelvis Fox News' største stjerne Tucker Carlson, der i en sms-besked, skrev, at Trump-advokaten, Sidney Powell, løj. Han kaldte hendes påstande om valgsvindel for "absurde" og "chokerende skødesløse". Powell var "gift", "et løsgående missil" og "farlig som ind i helvede", mente Carlson privat.
- Interne sms'er har vist, at Fox News udmærket var klar over, at den her konspirationsteori var helt gak, men viderebragte noget helt andet i deres tv-udsendelser, siger Mads Dalsgaard Madsen og tilføjer:
- Det er det, der har været spektakulært i den her sag. Man har aldrig før haft sms-beskeder, der viser, at Fox News siger ét internt og noget andet eksternt.
Med dét stod man til at kunne bevise, at Fox News spredte løgne i forbindelse med præsidentvalget, fortæller Mads Dalsgaard Madsen:
- Det har altid været ekstremt svært at bevise, når folk lyver, og det er det, man skal bevise i en sag som den her, men det kunne man med sms-beskederne.
Mens nyheden om forliget har fyldt på forsiden af mange internationale medier, er det svært at finde noget om forliget hos dem, det hele handler om: Fox News.
- Der er ikke noget i forliget, der påkræver Fox News at dække sagen, sige undskyld eller sige: "Vi tog fejl dengang". Så der er ikke nogen indikation på, at Fox News viderebringer det her til deres seere.
- Jeg har set Fox News hele aftenen, og de nævner det ikke med et eneste ord. Så det er en mulighed for Fox News for at komme uskadt videre, hvor deres seere simpelthen aldrig nogensinde har vidst, at det her er foregået, lyder det fra Mads Dalgaard Madsen.
Men helt uskadt kommer tv-stationen nok ikke videre.
- Nu vil der blive kigget med kritiske øjne på, hvordan de vil dække Trump og det kommende præsidentvalg, lyder det fra Anders Agner.
Fox News har kommenteret forliget i en meddelelse, hvor de kalder det en afspejling af tv-stationens "fortsatte engagement i de højeste journalistiske standarder".
- Vi anerkender domstolens afgørelser, der finder, at visse påstande om Dominion er falske.
- Vi håber, at vores beslutning om at løse denne strid med Dominion gør det muligt for landet at komme videre fra disse spørgsmål, i stedet for at være en splittende retssag, lyder det i meddelelsen.
Nyhedspodcasten Tiden fortæller historien om mediemogulen Rupert Murdoch og om retssagen mod Fox News. Hør podcasten her: