Fra arkivet: Sådan lød Radioavisen da Kennedy døde

Hør hvordan DR's Radioavisen en fredag aften i november fortalte stuer over hele Danmark, at USA's præsident John F. Kennedy var død.

- Pressens radioavis. Vi har en ekstra udsendelse.

En fredag aften i november stod verden pludselig stille i de danske stuer.

DR afbrød deres tv- og radioudsendelse af en klassisk koncert. Og med lyden af bladrende papirer i baggrunden tog en dyb mandsstemme fra Radioavisen ordet.

- Præsident Kennedy er i aften død efter et attentat i Texas, sagde Radioavisens Bent Jensen klokken 20.45.

Fem kvarter efter skud

Det var kun fem kvarter efter, USA's præsident John F. Kennedy var blevet skudt og dræbt.

- Øjenvidner siger, at præsidenten blev ramt i hovedet af en riffelkugle (…). Nogle af dem mener at have set en mand stå i et vindue med en riffel, men om det er attentatmanden vides ikke, sagde han.

Spekulationerne bragede løs i timerne efter Kennedys død.

Men i denne ekstraudsendelse skildrer Bent Jensen langsomt og med myndig stemme, hvad man med sikkerhed vidste om attentatet, med en grusom nøjagtighed.

- Da de tre skud lød, sank præsident Kennedy sammen på bilens bagsæde. Præsidentens frue skreg op og forsøgte at holde ham oprejst, sagde han.

Herover kan du selv høre de 4 minutter og 51 sekunders radioavis fra den skæbnesvangre aften.

Facebook
Twitter