Fra fyldte stadioner til nedlukning og en premierminister på intensiv: Sådan ramte coronakrisen Storbritannien

Mens store dele af Europa lukkede ned, holdt Storbritannien åbent.

Mens landene i Europa lukkede ned, fortsatte livet ufortrødent i Storbritannien med store forsamlinger. Blandt andet på fodboldstadionet Anfield, hvor der den 11. marts var flere end 50.000 på tribunerne til en Champions League-kamp. (Foto: Phil noble © Scanpix)

- Landet er i den største krise siden Anden Verdenskrig. Og ham, der har stået på broen og som skulle være førstemand i bekæmpelsen af sygdommen, træffe de vigtige beslutninger - han er ikke alene ramt, men ramt alvorligt. Det er ganske dramatisk.

Sådan lød det i går fra DR's Storbritannien-korrespondent, Kim Bildsøe Lassen.

Aftenen før var det kommet frem, at den britiske premierminister, Boris Johnson, var blevet indlagt på intensiv afdeling efter tiltagende corona-symptomer.

I går meldte den højtstående britiske minister Michael Gove så ud, at han var gået i hjemmekarantæne, efter et af hans familiemedlemmer var begyndt at udvise coronasymptomer.

For mindre end tre uger siden holdt de britiske pubber, butikker og skoler fortsat åbent, og store arrangementer var fortsat tilladt.

Nu er store dele af Storbritannien lukket ned, og over 7.000 har mistet livet.

Men hvordan nåede Storbritannien hertil?

Det kigger vi nærmere på her.

- Jeg gav hånd til alle

Boris Johnson fremlægger sin regerings coronastrategi i Downing Street. (Foto: pool © Scanpix)

Den 3. marts præsenterer Boris Johnson regeringens handleplan for at bekæmpe virusudbruddet.

På dette tidspunkt er der gået seks uger siden det første bekræftede tilfælde i Storbritannien. På nuværende tidspunkt er der 51 bekræftede coronatilfælde.

Ved pressemødet opfordrer premierministeren blandt andet briterne til at vaske hænder ofte og grundigt. Men han fortæller samtidig, at han fortsat giver hånd til folk.

- Jeg var på et hospital forleden, hvor jeg faktisk tror, at der var nogle coronapatienter, og jeg gav hånd til alle, hvilket vil glæde jer at høre, og jeg vil fortsætte med at give hånd, siger Boris Johnson.

Sundhedsminister Matt Hancock udtaler ligeledes, at faren ved håndtryk er "ubetydelig" og taler for, at det er i orden at give hånd, så længe man vasker hænder "oftere".

Dette strider imod budskabet fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der opfordrer folk til at undgå håndtryk for at beskytte sig selv og andre fra Covid-19.

Dagen efter stiger antallet af bekræftede tilfælde til 87, og der indkaldes til hastesamtaler i det britiske parlament angående en nedlukning af parlamentet.

Store begivenheder fortsætter

11. marts blev der spillet fodbold i Liverpool med fyldte tribuner. (Foto: Phil noble © Scanpix)

Datoen er den 11. marts, og i det nordøstlige Liverpool er 52.267 tilskuere samlet for at se Liverpool FC tage imod Atletico Madrid i Champions Leagues ottendedelsfinale.

Herunder omkring 3.000 udefans fra Madrid. Dagen forinden er den spanske hovedstad kommet på det danske udenrigsministeriums liste over områder, hvor man fraråder ikke-nødvendige rejser som følge af et stort coronaudbrud i byen.

På dette tidspunkt har seks briter mistet livet som følge af coronavirus, mens 373 er testet postiv - herunder et enkelt medlem af det britiske parlament.

Indtil videre er blandt andet den danske Superliga såvel som den tyske Bundesliga og den italienske Serie A begyndt at spille kampe for tomme tribuner.

Onsdagens anden Champions League-kamp mellem PSG og Dortmund bliver spillet på et mennesketomt Parc des Princes i den franske hovedstad.

Herhjemme annoncerer Mette Frederiksen ved et pressemøde i Spejlsalen, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker i foreløbigt to uger for at mindske spredning af coronavirus.

I det østlige England slutter den årlige Cheltenham Festival den 13. marts. Her har der været 65.000 tilskuere om dagen de seneste fire dage.

  • Trods advarsler fik den årlige Cheltenham Festival lov til at finde sted. (Foto: Tim Goode © Scanpix)
  • Her tiltrak hestevæddeløbene omkring 65.000 tilskuere dagligt. (Foto: Tim Goode © Scanpix)
  • Og det gav trængsel. (Foto: ANDREW MATTHEWS © Scanpix)
1 / 3

Arrangører trækker selv stikket

  • Der er ikke blevet spillet engelsk topfodbold siden den 9. marts. (Foto: Sean Coogan)
  • (Foto: Sean Coogan)
1 / 2

Trods nedlukninger af flere europæiske lande holder Storbritannien fast i en form for status quo. Regeringen har ikke lukket skoler, opfordret til at arbejde hjemmefra eller forbudt større forsamlinger.

Det fører til kritik af den britiske regering fra flere sider.

Fredag den 13. marts vælger det engelske fodboldforbund selv at udskyde engelske kampe i foreløbigt to uger i kølvandet på det første tilfælde af coronavirus hos en Premier League-spiller.

Der er stadig liv i gaderne i London den 13. marts, hvor blandt andet Danmark er begyndt at lukke samfundet ned. (Foto: Sean Coogan)

Antallet af bekræftede tilfælde stiger med over 200 denne fredag, og arrangørerne bag London Marathon annoncerer, at årets udgave aflyses.

Det gør badminton-turneringen All England ikke, og den 15. marts bliver danske Victor Axelsen den første danske herresingle til at vinde turneringen i 21 år.

Snart passerer briterne 1.000 bekræftede smittetilfælde, og sundhedsminister Matt Hancock åbner op for, at de ældre briter måske skal isoleres i op til fire måneder for at redde liv.

Johnson trykker på knappen

16. marts opfordrer Boris Johnson briterne til at holde sig fra blandt andet pubber. (Foto: pool © Scanpix)

Den 16. marts kommer der en markant stramning fra premierministeren.

Alle i Storbritannien bør holde sig væk fra pubber, natklubber og teatre og undgå unødvendig kontakt med andre for at undgå, at sundhedssystemet bliver overbelastet som følge af et stigende antal coronatilfælde, siger han.

- Jeg kan ikke huske noget lignende i min levetid. Jeg tror ikke rigtig, at der har været noget lignende i fredstid, siger Boris Johnson.

Men der er kun tale om en opfordring, og blandt andet Storbritanniens største barkæde vælger fortsat at holde åbent.

Dagen derpå holder også flere af Londons turistattraktioner fortsat åbent trods opfordringen fra premierministeren, herunder domkirken Westminster Abbey, der ligger i skyggen af det britiske parlament.

Besøgende var stadig velkomne i Westminster Abbey den 17. marts. (Foto: Sean Coogan)

Onsdag den 18. marts annoncerer Boris Johnson så under sin daglige pressekonference, at de britiske skoler skal lukkes ved ugens udgang. På dette tidspunkt har 72 briter mistet livet, mens knap 2.000 er bekræftet smittet.

Den 20. marts beretter The Guardian, at togtrafikken vil blive skåret ned, fordi antallet af pendlere er faldet med 70 procent siden virusudbruddets begyndelse.

Samtidig kommer Boris Johnson med et påbud om, at blandt andet barer, restauranter og træningscentre skal lukkes.

Avisen The Independent afslører, at overbebyrdede britiske læger snart vil modtage nye retningslinjer for at kunne vælge, hvilke patienter der potentielt skal dø, hvis der kommer mangel på respiratorer.

Premierministeren opfordrer briterne til at holde behørig afstand, når de fejrer mors dag i weekenden. Det bliver solrig en af slagsen, og tusinder af briter strømmer ud i solen.

Nationalparken Snowdonia i Wales overrendes tusinder af tilrejsende, der vil ud i den friske luft.

Den 23. marts sker der en drastisk udvikling. Her toner Boris Johnson frem på briternes tv-skærme og annoncerer, at han lukker landet ned i foreløbigt tre uger.

Briterne skal så vidt muligt blive hjemme, og regeringen forbyder nu offentlige forsamlinger på over to personer.

Downing Street bliver ramt

En karantæneramt Boris Johnson hylder de britiske ansatte i sundhedssektoren fra sit dørtrin. (Foto: PIPPA FOWLES / DOWNING STREET HA © Scanpix)

Den 24. marts annoncerer en af regeringens toprådgivere på sundhedsområdet, at han er testet positiv for coronavirus. Der er tale om professor Neil Ferguson, som dagen forinden har været på premierministerens adresse, Downing Street, for at tage del i et krisemøde sammen med den britiske regeringstop.

Tre dage senere bliver bjælkerne gule på nyhedsstationer rundt omkring i verden, da Boris Johnson lægger en video ud på Twitter, hvor han fortæller, at han er testet positiv for coronavirus.

Samme dag kommer den samme melding fra sundhedsminister Matt Hancock, mens regeringens øverste rådgiver på sundhedsområdet, professor Chris Whitty, går i hjemmekarantæne med begyndende tegn på smitte.

Den store nyhed kommer to dage efter, at den britiske tronarving, Prins Charles, også er testet positiv med den frygtede virus.

Boris Johnson går i hjemmekarantæne og slår fast, at han arbejder hjemmefra og fortsat leder regeringen.

Kort efter går premierministerens mest centrale politiske rådgiver, Dominic Cummings, også i hjemmekarantæne efter symptomer på coronasmitte.

Den 3. april rapporterer BBC, at de er i besiddelse af dokumenter, der viser, at mange udsatte borgere i det sydlige England ikke vil få lov til at blive indlagt, hvis de bliver smittet med coronavirus. Sundhedsminister Matt Hancock afviser, at der er opsat regler for, hvem der må indlægges.

Langt fra at opnå testmål

Samme dag åbner prins Charles et felthospital, der skal huse coronapatienter. Tronarvingen åbner hospitalet hjemmefra via videolink, fordi han stadig er ved at komme sig oven på sit sygdomsforløb.

- Jeg var en af de heldige, der har fået en relativt mild Covid-19. Men for nogle vil det være en meget sværere rejse, siger han.

Felthospitalet er sat op i et stort konferencecenter i det østlige London og kommer til at have op til 4.000 sengepladser. Det seneste døgn har 684 briter mistet livet som følge af virusset.

Dermed runder dødstallet 3.600 personer.

Den helt store nyhed på de britiske avisers dagsorden denne dag er meldingen fra sundhedsminister Matt Hancock om, at myndighederne går efter at udføre 100.000 coronatest om dagen, inden måneden er omme.

Premierministeren har tidligere udtrykt et ønske om at teste 250.000 briter om dagen, men der er lang vej endnu.

Testkapaciteten ligger på knap 13.000.

Ansatte i det britiske sundhedsvæsen har flere steder mulighed for at blive testet for coronavirus ved såkaldte drive-in faciliteter:

Dagen efter fortæller Carrie Symonds, Boris Johnsons gravide forlovede, at hun har været syg med symptomer på coronavirus.

På dette tidspunkt har over 4.300 briter mistet livet som følge af Covid-19.

Johnsons tilstand forværres

Pressen følger med, da premierministeren indlægges. (Foto: ISABEL INFANTES © Scanpix)

Den næste dag toner dronning Elizabeth frem på de britiske skærme og giver en helt ekstraordinær tale i anledning af coronaudbruddet.

Kort tid efter kommer det frem, at Boris Johnson er blevet indlagt på hospitalet ud fra ”et forsigtighedsprincip".

BBC beretter, at flere hospitalsansatte melder om mangel på beskyttelsesudstyr. En læge sender billeder af kollegaer, der pakker sig ind i skraldeposer.

Briterne har fået besked på at holde sig indendøre, med mindre der er en gyldig grund til at bevæge sig udenfor. Derfor sender politiet solbadende briter hjem fra flere af Londons parker:

Mandag den 6. april får medierne igen travlt, da det kommer frem, at premierministerens tilstand er forværret, og han derfor er flyttet til intensiv afdeling.

Samme dag sender BBC et tv-indslag fra en intensiv-afdeling, som de har fået lov til at besøge.

- Det er total ufatteligt, og vi har ikke engang nået toppen endnu, fortæller en af lægerne.

Den dag passerer Storbritannien 5.000 dødsfald, efter 439 mister livet det døgn.

Den amerikanske præsident siger, at amerikanerne beder for den britiske premierminister:

Udenrigsminister Dominic Raab er Johnsons stedfortræder og siger, at han vil træde til, "hvor det er nødvendigt i forhold til at udføre regeringens planer for at bekæmpe coronavirus."

- Jeg er overbevist om, han klarer den. For hvis der er en ting, jeg ved om vores premierminister, så er det, at han er en fighter, lyder det fra Raab.

Hvad så nu?

Udenrigsminister Dominic Raab har fået til opgave at fylde Boris Johnsons sko. Hvor længe det varer, vides ikke. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)

Det bringer os til i dag.

Premierministeren er fortsat indlagt på intensiv afdeling og behandles ifølge Daily Telegraph af Storbritanniens førende læge inden for lungesygdomme.

Meldingen fra Downing Street er, at Boris Johnson er i stabil tilstand og i bedring.

Forløbet har givet stof til eftertanke, fortæller Kim Bildsøe Lassen.

- Briterne valgte at lukke samfundet ned senere end andre, så det var underligt på et tidspunkt, da Danmark var sat i stå, mens vi stadig kunne gå ud og spise og sågar gå til fodbold. Det føltes faktisk lidt forkert, siger korrespondenten.

Han peger på, at den britiske regering er løbet ind i problemer, ved at centrale personer er blevet smittet med coronavirus.

- Det faktum, at man i Downing Street på et tidspunkt ikke selv overholdt reglerne om at holde afstand, har jo skabt kolossale problemer. Vi ved, at hele toppen af regeringen mødtes i op til en time på små, fortættede kontorer, siger han.

Siden i går har de britiske myndigheder registreret 938 nye dødsfald. Dermed er over 7.000 briter indtil videre døde som følge af coronavirus.

Ifølge planen udløber den tre uger lange nedlukning af Storbritannien på mandag, og derfor er der udsigt til, at der skal træffes en beslutning om den fortsatte kurs inden for de næste dage.

Flere iagttagere sætter dog spørgsmålstegn ved, hvordan en sådan beslutning skal træffes, mens premierministeren er indlagt på intensiv afdeling.

Premierministerens beslutning om længe at fortsætte ved roret trods sygdom kan give briterne store udfordringer i den kommende tid, påpeger Kim Bildsøe Lassen.

- Boris Johnson burde jo nok have accepteret, at han var syg og i stedet for at fortsætte med at arbejde, burde han have hvilet. Men der er en særlig britisk macho-kultur, som gør, at man ikke bare lægger sig ned, siger Kim Bildsøe.

- Og der er næppe tvivl om, at Boris Johnson også har følt et kolossalt ansvar for at styre landet gennem krisen. Men nu kan han risikere at være væk ganske længe.

Kilder: The Independent, The Guardian, BBC, Reuters, Daily Telegraph

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk