Fra næste uge kan alle følge med i høringer om Trump og Ukraine

Processen, der kan føre til en rigsretssag mod præsidenten, bliver åbnet for offentligheden.

Demokraten Adam Schiff står i spidsen for processen, der kan føre til en rigsretssag mod USA's præsident, Donald Trump. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Fra onsdag i næste uge får de amerikanske vælgere selv mulighed for at se og høre nogle af de vidneudsagn, der kan føre til en rigsretssag mod USA's præsident. Donald Trump.

Her begynder de offentlige, tv-transmitterede høringer i processen om Trumps forhold til Ukraine, oplyser formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, demokraten Adam Schiff.

Formålet med høringerne er at finde ud af, om Trump har forsøgt at presse den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at iværksætte en undersøgelse af tidligere vicepræsident Joe Biden og søn Hunter Biden.

Demokraten Joe Biden er blandt favoritterne til at udfordre Trump ved præsidentvalget i USA i 2020.

Tre personer er foreløbig indkaldt til de offentlige høringer. Læs om dem her:

  • USA's topdiplomat i Ukraine, Bill Taylor, afgiver forklaring onsdag i næste uge. Taylor har for lukkede døre fortalt Trump, at militærbistand til Ukraine var betinget af undersøgelse af Biden-familien. Han peger på Trumps personlige advokat, Rudolph Giuliani, som drivkraften bag kravene. (Foto: Carlos Jasso © Scanpix)
  • George Kent, der er embedsmand i USA's udenrigsministerium, afgiver også forklaring onsdag. (Foto: Carlos Jasso © Scanpix)
  • USA's tidligere ambassadør i Ukraine Marie Yovanovitch er indkaldt til en høring næste fredag. Yovanovitch blev fjernet ret pludseligt fra sin post og har udtalt, at hun følte sig truet af præsident Trump. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)
1 / 3

Noget-for-noget

Flere udvalg i Repræsentanternes Hus har undersøgt Ukraine-sagen i et stykke tid, men høringerne har hidtil foregået bag lukkede døre.

Brudstykker af vidnernes forklaringer er dog drypvis blevet lækket eller offentliggjort. Det står derfor klart, at flere centralt placerede embedsfolk har givet forklaringer, som strider mod Trumps udlægning af sagen.

Det springende punkt er, om Trump-regeringen har gjort økonomisk støtte til Ukraines militær afhængige af en undersøgelse af Joe Biden. Præsidenten afviser selv, at støtten var betinget af "quid pro quo" - noget-for-noget.

"Førstehåndsviden om misbrug"

Næste uges åbne høringer vil foregå i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus. Her vil både Republikanerne og Demokraterne få 45 minutter til at stille spørgsmål.

- Høringerne vil give det amerikanske folk mulighed for selv at evaluere vidnerne, at drage deres egne konklusioner om vidnernes troværdighed, men også give dem førstehåndsviden om præsidentens embedsmisbrug, siger Adam Schiff ifølge nyhedsbureauet AFP.

Flere medlemmer af Donald Trumps stab har forsøgt at miskreditere flere af de vidner, der har deltaget i efterforskningen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk