Fra ølkassetaler til ægte magtfaktor: Højrefløjspartiet Vox spurter frem i Spanien

Vox kæmper mest for et samlet, nationalistisk Spanien, siger ekspert.

Lederen af Spaniens højrefløjsparti Vox, Santiago Abascal, i Spaniens hovedstad Madrid. (Foto: Susana Vera © Scanpix)

Det spanske højrefløjsparti Vox har fået en nærmest eksplosiv fremgang.

Ved parlamentsvalget i går mere end fordoblede partiet sine pladser, og fra at være et lille, marginalt protestparti er det gået hen og blevet Spaniens tredjestørste parti.

- Det er valgets helt store historie. Det er ikke særligt lang tid siden, at lederen af Vox rejste rundt og holdt tale fra en ølkasse. Nu er partiet blevet en ægte magtfaktor, siger DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

Spanien har dermed fået et nationalistisk og indvandrerkritisk parti som mange andre steder i Europa - og så alligevel ikke helt.

Vox' fremgang skyldes nemlig frem for alt balladen om regionen Catalonien, der tidligere har forsøgt at løsrive sig fra resten af Spanien.

- Catalonien er Spaniens uløste politiske problem, og det har Vox fået stemmer på. Deres vælgere er kommet op af sofaen, siger Anna Gaarslev.

Det højrenationale parti Vox og leder Santiago Abascal fejrer fremgangen ved valget i aftes. (Foto: Susana Vera © Scanpix)

Vox kommer ikke langt med indvandrerkritik

Carsten Humlebæk, der er lektor i spanske forhold ved Copenhagen Business School (CBS), siger også, at Catalonien er den vigtigste grund til Vox’ pludselige fremgang.

- Vox mener, at de catalanske separatister ønsker at ødelægge Spanien. Så partiet er et forsvar for Spanien som en samlet nation, siger lektor Carsten Humlebæk.

Vox' indvandrerkritik mangler han stadig at se.

- På overfladen er det et indvandrerkritisk parti. Men det er mest af alt, fordi det hører med til det at være et nationalistisk parti i Europa.

- Vi mangler stadig at se dem opføre sig indvandrerkritisk, og det er ikke noget, de vil komme langt med i Spanien, da spanierne har tradition for at være solidariske med indvandrerne, mener han.

Valget i Spanien i går er en mudret omgang - og resultatet af valget er lige så mudret.

Det er det fjerde valg på fire år, fordi politikerne ikke har været i stand til at danne stabile regeringssamarbejder.

- Så på den måde har spanierne meget at være utilfredse med. Og Vox er først og fremmest et protestparti. Det er et vink med en vognstang om, at folk er utilfredse, siger Carsten Humlebæk.

Spaniens siddende premierminister, Pedro Sanchez, fra det socialdemokratiske parti PSOE fejrer venstrefløjens sejr med sin kone i Madrid i går - selvom valgresultatet er lige så mudret som i april. (Foto: Pierre-Philippe Marcou © Scanpix)

De andre partier vil lytte til Vox

Samlet set står venstrefløjen stadig en smule stærkere end højrefløjen i Spanien, men resultatet er lige så mudret som ved valget for syv måneder siden.

- Hverken rød eller blå side kan danne flertal. Og så står vi igen i den situation, at det blandt andet er de catalanske separatister, der sidder med det afgørende mandat. Og dem er der ingen, der vil arbejde sammen med. Så hele spillet begynder forfra, siger Anna Gaarslev.

Det er nemlig ikke kun Vox, der har haft fremgang ved valget i Spanien. Det har de politiske separatister, der ønsker at løsrive deres områder fra Spanien, også.

- Den eneste mulighed for at komme ud af det politiske dødvande er, hvis den røde og blå blok begynder at arbejde sammen, men det er nærmest naturstridigt, siger Anna Gaarslev.

Ifølge lektor Carsten Humlebæk fra CBS ville mange spaniere gerne ønske sig, at politikerne samarbejdede hen over midten og blev enige om en række vigtige politikområder.

Men det er altså ikke lykkedes de seneste fire år.

- Og Vox rykker ved balancen i spansk politik. Det er et højtråbende parti, som de andre partier kommer til at tage bestik af. De kan gå hen og blive blive toneangivende i spansk politik, mener han.