Fra rød badedragt til gul vest: Pamela Anderson er ny frontfigur i Frankrigs sociale oprør

Frankrigs sociale oprørsbevægelse har fået en helt særlig talskvinde, nemlig den amerikanske skuespiller Pamela Anderson.

Pamela Andersen på den røde løber i New York 2016. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Nogle gange kommer hjælpen som bekendt fra uventet hold.

Således har den franske oprørsbevægelse De Gule Veste fået sig en ny forkæmper. Skuespillerinden Pamela Anderson, der med jævne mellemrum bruger Twitter og franske medier til at sprede budskabet om social ulighed i Frankrig.

Med reference til sin verdensberømte tv-rolle som letpåklædt livredder i serien Baywatch har Pamela Anderson sågar delt en fotocollage af sig selv på Twitter, hvor der på fransk står: ”Pamela Anderson. Fra rød badedragt til gul vest”.

(© (c) Twitter)

Den 51-årige skuespiller bor i Sydfrankrig og er kæreste med den franske fodboldspiller Adil Rami, der spiller for storklubben Olympique de Marseille.

Nu har hun så kastet sig ind i kampen for større social lighed i Frankrig, hvor De Gule Veste har demonstreret i snart tre måneder.

Blandt andet kritiserer Pamela Anderson i en række tweets præsident Emmanuel Macron for at udvise ”foragt for fattige”.

- Præsident Macron har lanceret en "national debat" om #DeGuleVeste, men det første han gør, er at fornærme arbejderklassen ved at sige, at de "fjoller rundt". Foragten for de fattige lader til at være den eneste succes i denne "nationale debat" indtil videre, skrev skuespilleren på Twitter i fredags.

Pamela Anderson - som har flere end 2,6 millioner følgere på Twitter, Instagram og Facebook - har også taget De Gule Veste i forsvar efter flere voldelige demonstrationer i december måned:

- Jeg hader vold. Men hvad er de her menneskers vold og de brændende luksusbiler sammenlignet med den strukturelle vold, som udøves af de franske og internationale eliter?

Delt og diskuteret

Den amerikanske skuespillers indspark i debatten bliver delt og diskuteret af tusinder af franskmænd på de sociale medier, hvor De Gule Veste hylder hende som en heltinde, mens Pamela Anderson velvilligt lader sig interviewe af aviser og tv-stationer.

Madame Anderson har også delt sin analyse af årsagerne til De Gule Vestes opståen:

- Den kommer fra de stigende spændinger mellem eliten i byerne og de fattige i yderområderne, spændingerne mellem den politik, som Macron repræsenterer, og de 99 procent, der har fået nok af ulighed, ikke bare i Frankrig, men i hele verden, skriver hun på Twitter.

Kendisser i gule veste

De Gule Veste har fået støtte af flere andre berømtheder, blandt andet den franske skuespillerinde Brigitte Bardot, som på Twitter har delt et billede af sig selv og sin hund iført gule trafikveste, ledsaget af ordene: ”Med jer!”

(© (c) Twitter)

Tv-værten Partick Sebastien, komikeren Franck Dubosc og rapperen Kaaris er også blandt de franske ”célébrités”, der offentligt støtter de Gule Veste.

Hvad angår Pamela Anderson, så er det langt fra første gang, den amerikanske skuespiller blander sig i den franske samfundsdebat.

Hun er ivrig dyresagsforkæmper og havde i 2016 foretræde for det franske parlament, hvor hun fremførte sine argumenter mod tvangsfodring af gæs i forbindelse med produktion af den franske nationalspise foie gras.

Pamela Andersen da hun gæstede en pressekonference i Assemblé Nationale i 2016 i protest mod tvangsfodring af ænder til foie gras. (Foto: Philippe Wojazer © Scanpix)

Nu gælder det så De Gule Veste, men foreløbig har hverken det franske parlament eller den franske præsident, Emmanuel Macron, svaret på Madame Andersons kritik.

Facebook
Twitter