Fra talerør til aktivist: Studieværten Sergej lavede propaganda på stats-tv. Nu kæmper han imod Lukasjenko

Mange hviderussere får kun nyheder fra det statskontrollerede kanaler.

Sergej Kozlovitj fik nok at være talerør for præsident Lukasjenkos propagandamaskine. Nu er han aktivist.

Det er tidlig mandag morgen efter præsidentvalget i Hviderusland, og Sergej Kozlovitj er mødt ind på morgenvagten som studievært på den hviderussiske stats-tv-kanal TV BT. Uvidende om at det blev hans sidste vagt som nyhedsvært.

I løbet af natten er demonstranter gået på gaden i protest mod præsident Lukasjenko, der har udråbt sig selv som vinder.

- Om morgenen ved 7-8 tiden gav vi de tørre informationer om, at der havde været protester og så videre, men i middagsudsendelsen begyndte vi at fortælle, hvem der var skyldig i denne situation, fortæller Sergej Kozlovitj.

Myndighederne havde sendt tv-stationen en pressemeddelelse med deres opfattelse af, hvad der var sket, forklarer Sergej.

- Vi udnævnte demonstranterne til at være narkomaner og arbejdsløse. Vi fortalte ikke, at der også var almindelige mennesker, og at de demonstrerede ved flere og flere pladser i byen. Der var også nogle af mine venner iblandt.

For at begrænse demonstrationerne lukkede myndighederne for adgangen til internettet i tre dage.

- Vi havde meget høje seertal på de udsendelser. Der var slukket for internettet og for mange er tv det eneste sted, de får informationer.

'Det var propaganda'

Sergej Kozlovitj fortalte ikke seerne, at politiet skød chokgranater direkte ind i menneskemængden og tæskede løs på de anholdte.

- Dér kom min moralske krise. Det var dråben for mig, og jeg kunne ikke fortsætte.

Sergej sagde sit drømmejob som studievært op, og forlod tv-stationen, hvor han havde arbejdet i et år. Han indrømmer nu, at han har været en del af landets propaganda-apparat.

- Kan det kaldes propaganda? Ja, det kan det. Når folk slapper af, behøver de ikke gå på gaden, siger Sergej Kozlovitj.

- Så du føler dig ikke ansvarlig?

- Jeg er flov over den allersidste udsendelse. For mig var det den bedste udgang at forlade posten, og i dag har jeg det fint med det, forklarer Sergej Kozlovitj.

Efterfølgende har omkring 300 ud af 2.000 kolleger på Hvideruslands stats-tv valgt at strejke, hvilket efterlod tv-seerne med et billede af et tomt tv-studie.

De vil første vende tilbage, når Lukasjenko udskriver valg og fjerner sit jerngreb om medierne.

Giver en stemme til folket

Selvom Sergej Kozlovitj ikke længere er studievært, fortæller han stadig om demonstrationerne i Hviderusland. Nu gør han det med et kamera på gaden som aktiv modstander af det system, han for bare to uger siden var talerør for.

- For mig er det en måde ikke at slippe min profession, forklarer Sergej på vej til endnu en demonstration mod Lukesjenkos styre.

  • Sergej Kozlovitj på gaden med sit kamera.
  • Sergej Kozlovitj forsøger at nå ud til Hvideruslands ældre borgere.
  • Sergej Kozlovitj fortsætter sit virke som journalist.
  • Sergej Kozlovitj interviewer demonstranter i hovedstaden Minsk.
1 / 4

Her interviewer Sergej blandt andet dem, der tidligere udgjorde hans kernepublikum; den ældre del af befolkningen, som ellers kun får information fra stats-kanaler.

Videoerne lægger Sergej på sin Instagram og Youtube-kanal, hvor titlen er "Vis denne til din bedstemor!"

- Jeg giver stemme til dem, jeg ikke kunne, da jeg arbejdede på tv, forklarer Sergej.

Se mere om kampen for demokrati i Horisont i aften klokken 21.25 på DRTV og DR1.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter