France Soir bringer Jyllands-Postens tegninger

Den franske avis France Soir bringer i dag Jyllands-Postens omstridte 12 tegninger af profeten Muhammed. Avisen bringer tegningerne for at illustrere den polemik, de har sat i gang.

Den franske avis France Soir bringer i dag Jyllands-Postens omstridte tegninger af profeten Muhammed.

Den franske avis France Soir bringer i dag Jyllands-Postens omstridte 12 tegninger af profeten Muhammed.

På forsiden under overskriften "Ja, vi har ret til at karikere Gud" svæver buddistiske, jødiske, muslimske og kristne guder rundt på en sky, og inde i selve avisen er Jyllands-Postens 12 omstridte tegninger af Muhammed genoptrykt.

Avisen skriver, at den bringer tegningerne for at illustrere den voldsomme polemik, som tegningerne har skabt i mange muslimske lande.

- De bringes ikke, fordi vi har lyst til en billig provokation, men fordi de er genstanden, der har udløst en strid på globalt plan, skriver avisen.

Ikke en provokation

Frankrig er det land i Europa, der huser flest muslimer - omkring 6 millioner - og nu bliver der altså også hér pustet til ilden i debatten om ytringsfriheden.

Chefredaktøren på France Soir, Arnaud Lévy, siger dog, at tegningerne ikke er ment som en billig provokation.

- Avisen bringer tegningerne, for at illustrere den globale polemik, der har udviklet sig i nyhederne i løbet af de sidste to dage, siger han til Radioavisen.

France Soir er en af Frankrigs ældste og mest prestigefyldte aviser. Men samtidig er det en avis med faldende læsertal og en gæld på 45 millioner kroner. I november fik France Soir seks måneder til at finde en løsning på problemerne - ellers overlever den ikke.

Flere andre aviser har nu også bragt de omstridte tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten har bragt.

Facebook
Twitter