Francos jordiske rester skal graves op og flyttes

Den spanske kongres har stemt for at grave Francos lig op.

Politikere fra det spanske socialist parti, PSOE, klapper efter et dekret om at grave Francos lig op blev stemt igennem kongressen. (Foto: Sergio perez © Scanpix)

Det har længe været på tale, men nu er det blevet besluttet, at liget af den tidligere fascistiske, spanske diktator, Francisco Franco, skal graves op og flyttes.

Francos nationalistiske styrker vandt borgerkrigen over republikanerne i slutningen af 1930'erne, og han var enerådig leder af landet frem til sin død i 1975. Francos jordiske rester ligger i et kæmpe mindesmonument 50 kilometer nordvest for Madrid.

Opgravningen af Franco kommer som en del af en lov om "historisk ihukommelse," som den spanske regering har lanceret. Loven skal gøre op med de symboler, der deler spanierne. Den socialistiske premierminister Pedro Sanchez (PSOE) har flere gange sagt, at "Spanien kan ikke tillade symboler, der deler spanierne."

Francos familie har flere gange forsøgt at modsætte sig opgravningen af liget. Ligesom også det konservative Partido Popular og det centrumhøjreorienterede Ciudadanos som de eneste stemte imod.

"Ingen fred, ingen harmoni"

De Faldnes Dal skal fremover i stedet være et mindested for fascismens ofre. Spaniens kongres har i dag vedtaget et dekret, der gør det muligt at flytte liget.

- Liget flyttes af etiske og demokratiske årsager og med respekt for de tusindvis af ofre, der stadig er uidentificerede i massegrave, og med garantier for hensyn til de jordiske rester, der skal flyttes, siger vicepremierminister Carmen Calvo ifølge den spanske avis El Mundo.

Monumentet for diktatoren Franco Valle de los Caídos, De Faldnes Dal, kaster en lang, symbolsk skygge over spanierne og deres demokrati. Francos grav er sammen med José Antonio Primo de Rivera, grundlægger af det facistiske Falangistparti, de eneste grave med navn. Derudover ligger der 33.872 soldater fra begge sider i borgerkrigen.

- Der er ingen retfærdighed, ingen fred, ingen harmoni, mens Franco ligger samme sted som sine ofre, fortsætter Carmen Calvo.

Valle de los Caidos eller de Faldnes dal kan ses helt fra Madrid, hvis vejret er klart. (Foto: Sergio perez © Scanpix)

Familien imod

Socialistregeringen har foreslået, at Francos jordiske rester skulle i El Pardo-kirkegården i Madrid, hvor Francos hustru Carmen Polo ligger begravet.

Det fik datteren, Maria del Carmen og hendes organisation Fundación National Francisco Franco op i det røde felt. Men hvis ikke Francos familie udpeger et nyt gravsted, så vil den spanske regering gøre det.

Franco havde selv sørget for, at det store mausoleum blev bygget af fangearbejdere, der var imod hans styre, og han havde sikret sig, at der var plads til ham selv, når han en dag døde.

Franco - eller El Caudillo, den militære anfører, ønskede, at mausoleet skulle være et sted, hvor man kunne meditere og mindes dem, der faldt i "vores ærefulde korstog". Altså et sted for Franco-loyalister.

Mindesmærket i De Faldnes Dal tiltrækker hvert år omkring 240.000 besøgende.

Facebook
Twitter