Frankrig advarer om hacker-trussel mod præsidentvalgkamp

Advarslen kommer få dage efter frigivelsen af en hemmeligstemplet rapport fra de amerikanske efterretningstjenester om Ruslands hackerangreb mod USA.

- Man skal nu som udgangspunkt antage, at hver sendt e-mail kan blive stjålet og offentliggjort, siger den franske forsvarsminister Le Drian. (Foto: Charles platiau © Scanpix)

Forårets franske præsidentvalg risikerer at blive ramt af hackerangreb i stil med det, der ramte Hillary Clintons præsidentvalgkamp.

Det advarer den franske forsvarsminister Jean-Yves Le Drian i et interview med avisen Le Journal du Dimanche.

- Risikoen mod demokratiet og medierne er reel, lyder det fra Jean-Yves le Drian, der tilføjer, at franske institutioner blokerede 24.000 cyber-angreb sidste år.

Selvom der angiveligt endnu ikke er fundet nogen forsøg på at destabilisere franske valg, har myndighederne sendt eksperter ud for at briefe de største politiske partier om truslen.

- Man skal nu som udgangspunkt antage, at hver sendt e-mail kan blive stjålet og offentliggjort med henblik på destabilisering, siger Le Drian.

Sikkerhedskilder fortæller til Le Journal du Dimanche, at de betegner risikoen for eksterne forsøg på at påvirke det franske præsidentvalg som "meget troværdig".

En myndighedskilde har desuden fortalt avisen Libération, at man vurderer, at der er "intens russisk aktivitet" på franske netværk. Blandt andet har man registreret spor efter de to hackergrupper Fancy Bear og Cozy Bear, der menes at stå bag hackerangrebet i USA.

I deres rapport om hackerangrebet mod den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton angiver de amerikanske efterretningstjenester, at "russiske aktører (...) allerede har forsøgt at påvirke valg i Europa."

Især USA's allierede risikerer at blive ofre for nye angreb i forbindelse med valg, lyder det fra de amerikanske efterretningstjenester.

Udover i Frankrig - hvor der efter forårets præsidentvalg i øvrigt også holdes valg til Nationalforsamlingen - bliver der i år også afholdt afgørende nationale valg i andre NATO-lande som Tyskland, Holland og Tjekkiet.

Det franske præsidentvalg løber af stablen over to runder i slutningen af april og begyndelsen af maj.

Meningsmålinger giver p.t. medvind til den borgerlige Francois Fillon, der - i skarp modsætning til den siddende socialistiske præsident Francois Hollande - har gode forbindelser til den russiske statschef Vladimir Putin.

Forsvarsminister Le Drian siger, at parlamentet har vedtaget at fordoble antallet af franske "digitale krigere" til 2.600 frem mod 2019.

FacebookTwitter