Frankrig indfører totalforbud mod mobiltelefoner i skolen

Totalforbuddet mod brugen af mobiltelefoner i de franske skoler er endeligt vedtaget, siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Emmanuel Macron luftede allerede under valgkampen i 2017 sin intention om et totalforbud. (Foto: Rafael Marchante © Scanpix)

Nationalforsamlingen i Frankrig har vedtaget et totalforbud mod brugen af mobiltelefoner i skolerne, skriver radiostationen Franceinfo.

Det samme bekræfter Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mandag aften.

- Det generelle forbud mod mobiltelefoner i skolerne blev endelig vedtaget af Nationalforsamlingen i dag, skriver præsidenten på Twitter.

Forbuddet træder i kraft efter sommerferien og var ventet.

Kort før jul erklærede Frankrigs undervisningsminister Jean-Michel Blanquer, at regeringen ville forbyde mobiltelefoner i de franske skoler.

- Har vi tænkt os at forbyde mobiltelefoner i folkeskolerne? Svaret er ja, sagde han dengang.

Det er allerede forbudt at have sin mobiltelefon fremme i timerne i de franske folkeskoler - og flere skoler har allerede indført et totalforbud.