Frankrig indfører særlig skat for it-giganter som Facebook og Google

Det franske parlament vedtog torsdag ny lov om beskatning af digitale giganter som Facebook og Google.

Skatten kommer i særlig grad til at ramme de fire mastodonter Google, Amazon, Facebook og Apple. (Foto: © Reuters/Regis Duvignau/File Photo, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Det franske parlament har torsdag vedtaget en ny lov om beskatning af digitale giganter.

Digitalskatten mod it-giganter som Facebook og Google har fyldt særligt meget i debatten. Frankrig er det første land, som har besluttet på egen hånd at indføre en skat rettet mod it-giganterne.

Lovgivningen kaldes Gafa-skatten som en forkortelse af Google, Apple, Facebook og Amazon.

Den nye franske lovgivning har skabt vrede i USA. Den har fået Washington til at indlede særlige undersøgelser.

Amerikansk utilfredshed

Den franske finansminister, Bruno Le Maire, sagde forud for afstemningen, at Frankrig og USA må løse deres stridigheder på anden måde end ved trusler.

- Som allierede kan og bør vi løse vores konflikter - ikke med trusler, men med andre midler, hed det i en udtalelse fra Le Maire i Senatet kort før den afsluttende afstemning.

- Frankrig er et suverænt land. Dets beslutninger om skatteanliggender er et suverænt anliggende, og det vil blive med at være det, tilføjede han.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, gav onsdag ordre til en særlig undersøgelse af den franske digitalskat. Det kan føre til, at USA indfører nye toldafgifter eller andre handelsrestriktioner.

Tilbagevirkende kraft

Skatten på 3,0 procent bliver lagt på indtægter på digitale tjenester i Frankrig i firmaer, der har indtægter på over 25 millioner euro (omkring 202 millioner kroner) i Frankrig og på over 750 millioner euro (omkring 5,6 milliard kroner) på globalt plan.

Loven virker med tilbagevirkende kraft i år - det vil sige den er gældende fra indeværende års begyndelse.

Frankrig har fremturet med den digitale skat, efter at det stødte på modstand i andre EU-lande som Irland, Sverige og Danmark. Men Østrig, Storbritannien, Spanien og Italien har meddelt, at de har planer om at gå i Frankrigs fodsport på området.

/ritzau/AFP