Frankrig og Holland henter nu også børn af IS-forældre hjem

Flere lande er begyndt at hente børn af Islamisk Stat-krigere hjem. I dag skete det for 14 forældreløse IS-børn.

Mange børn befinder sig lige nu i lejren al-Hol i det nordøstlige Syrien (Foto: AHMED MARDNLI © Scanpix)

14 børn er i dag blevet bragt fra overfyldte lejre i Syrien tilbage til deres hjemland i Frankrig og Holland.

Det oplyser det franske udenrigsministerium.

Fælles for dem er, at de er forældreløse og børn af krigere fra den militante gruppe Islamisk Stat (IS) med fransk eller hollandsk statsborgerskab.

Børnene blev overdraget til franske og hollandske embedsfolk af de kurdiske myndigheder i det nordlige Syrien. Det oplyser Abdelkarim Omar, en højtstående kurdisk embedsmand, ifølge nyhedsbureauet Ritzau.

På det seneste er flere forældreløse IS-børn blevet hentet hjem fra de syriske flygtningelejre.

Flere lande følger trop

Både Norge, Tyskland og Sverige arbejder på at hente børn af IS-krigere med norsk, tysk eller svensk statsborgerskab hjem fra Syrien.

I Norge har statsminister Erna Solberg åbnet for, at både forældreløse børn og børn, hvis forældre stadig er i live, også skal hentes hjem.

Og der er tilsyneladende allerede blevet udleveret fem forældreløse børn, som har opholdt sig blandt de omkring 75.000 mennesker i al-Hol-lejren. Der skriver det norske medie NRK.

I Tyskland har regeringen indvilliget i at hente børn af IS-krigere hjem.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har tidligere blandt andet til Politiken afvist at hjælpe danske børn, som er i lejre i det nordøstlige Syrien. Hun vil ikke sætte danske soldaters liv på spil for at hente børnene ud.

Men ifølge TV2 forhandler de kurdiske myndigheder med de danske myndigheder om at hjemtage en 12-årig dansk statsborger af humanitære årsager.

Tyrkiet, Tadsjikistan, Kasakhstan og Kosovo har hentet børn af IS-krigere hjem til Syrien, skriver Jyllands-Posten.

Facebook
Twitter