Frankrig: Prøv en 80-årig krop og forstå de ældre bedre

I Frankrig har det hele ugen været muligt at blive 80 år for en stund med en helt særlig dragt.

For mange kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan det er at blive gammel og forstå de vanskeligheder, ældre landsmænd ofte kæmper med.

Det vil man gøre noget ved i Frankrig.

Derfor har franskmænd i alle aldre hele ugen haft mulighed for at prøve, hvad det gør ved kroppen at runde de 80 år.

På Delacroix-museet i Paris har man nemlig, som en del af en oplysningskampagne, anskaffet sig nogle helt særlige dragter, der blandt andet giver skavanker som ondt i ryggen og leddene, som mange ældre kæmper med.

Og fornemmelsen af at være i en 80-årig krop gør indtryk:

- Det her er helt forfærdeligt. Jeg har IKKE travlt med at nå en høj alder, lyder det fra Ludovic Coquin, da han prøver simulatoren.

Forstår hvorfor de bevæger sig så lidt

De interesserede franskmænd bliver også udstyret med briller, der giver dem et dårligt syn og særlige hovedtelefoner, der nedsætter deres hørelse.

Og særligt det dårlige syn giver Ludovic Coquin problemer.

- Jeg er lettet over, at jeg kunne finde alle mine ting. Det var svært, siger han.

For mange ældre er det at færdes i det offentlige rum vanskeligt - og det skal simulatoren blandt andet give en fornemmelse af.

- Jeg forstår, hvorfor de bevæger sig så lidt, og at de kan virke tøvende, siger Ludovic Coquin.

Ifølge leder for handicapservice på Delacroix-museet Michel Monaco har det været en øjenåbner for alle, der har prøvet simulatoren.

- Alle, der har haft dragten på, har følt sig forandret efterfølgende, siger han.

Cirka fire millioner franskmænd er 80 år eller ældre. Det svarer til cirka seks procent af den samlede befolkning.

Facebook
Twitter