Frankrig stopper salget af benzinbiler i 2040

Frankrig har en plan for at blive førende inden for vedvarende energi, skriver Bloomberg.

Regeringen i Frankrig er på vej med flere målsætninger for at blive førende land inden for vedvarende energi, skriver erhvervsmediet Bloomberg.

Et af tiltagene er et totalt stop for salg af benzin- og dieseldrevne biler i 2040. Det skal skyndes på vej med en skatterabat til ejere af biler lavet før 2001, hvis ejerne skifter dem ud.

- Målet bliver hårdt at nå. Men Frankrig vil være nummer et, når det kommer til at have en grøn økonomi, siger energiminister Nicolas Hulot ifølge Bloomberg.

Ud over målet om helt at stoppe salget af benzin- og dieselbiler i 2040 vil Frankrig stoppe al olie- og gasefterforskning og lukke alle kulkraftværker inden 2022.

I går fortalte Volvo, at man vil satse fuldt ud på el- og hybridbiler fra 2019. Det vil være den første etablerede bilproducent, der gør det.

- Folk efterspørger i stadig højere grad elbiler, og vi vil opfylde vores kunders nuværende og fremtidige behov, sagde direktør Håkan Samuelsson ifølge AP.

/ritzau/