Frankrig vil bygge teltlejr til flygtninge og migranter i Calais

Et teltlejr til 1.500 mennesker vil blive opført i Calais, siger Frankrigs premierminister.

Migranter fylder dunke med drikkevand i den store, uofficielle lejr, der kaldes "New Jungle" uden for Calais. (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)

Frankrig vil bygge en "humanitær teltlejr" til migranter og flygtninge i nærheden af havnebyen Calais.

Det oplyser den franske premierminister Manuel Valls.

3.000 personer anslås i dag at overnatte under uhygiejniske forhold i uofficielle lejre uden for Calais, mens de forsøger om at komme illegalt under den Engelske Kanal via Eurotunnellen.

Oversvømmet flere gange

De mange mennesker sover i barakker eller under presenninger i et sandet hedelandskab, der på det seneste er blevet oversvømmet flere gange.

Men i begyndelsen af 2016 vil der blive opført 120 store telte, der kan huse 1.500 mennesker, oplyser premierminister Valls.

Teltlejren bliver først en realitet til næste år, fordi der først udføres et større grave- og planeringsarbejde i det sandede område.

Derefter vil teltlejren byde på sanitære installationer og varmeapparater om vinteren.

Kun ophold i få dage

Projektet er delvist finansieret med knap 40 millioner kroner fra EU, siger premierministeren, som i går besøgte Calais med EU-kommissionens næstformand Frans Timmermans.

Det er ikke meningen, at folk skal bo i teltlejren mere end nogle få dage, inden de sendes videre, understreger Manuel Valls.

- Vi ønsker at organisere gode forhold til at modtage asylansøgere. For det er en ret at søge asyl. Dem, der ikke har ret til asyl, skal derimod udvises af landet, siger Manuel Valls.

De franske myndigheder vurderer, at 60 procent af personerne i Calais' lejre kan udvises, men ngo'ere anslår omvendt, at langt størstedelen er flygtet fra borgerkrige i Afrika, Syrien og Afghanistan.

FacebookTwitter