Frankrig vil ikke have Storbritannien med til migrantmøde: Johnson opfører sig 'useriøst'

Striden mellem Storbritannien og Frankrig spidser til, efter at premierminister Johnson har offentliggjort et brev til præsident Macron.

Onsdagens drukneulykke i Den Engelske Kanal, der har kostet 27 personer livet, har fornyet striden mellem den britiske premierminister, Boris Johnson, og den franske præsident, Emmanuel Macron. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Det er ikke nogen skam at blive væk, når man ikke længere er inviteret.

Det har Storbritanniens indenrigsminister, Priti Patel, i den grad måttet sande, efter at den franske regering har annulleret hendes invitation til et møde om migrantkrisen i Den Engelske Kanal.

Det var ellers planen, at Priti Patel skulle være rejst til den franske havneby Calais på søndag for at vende krisen, som onsdag kostede 27 migranter, heriblandt tre børn, livet i en drukneulykke i kanalen.

Men i aftes valgte den britiske premierminister, Boris Johnson, noget opsigtsvækkende at offentliggøre et brev, han havde skrevet til den franske præsident, Emmanuel Macron.

Her oplistede han en håndfuld forslag til, hvordan de to lande sammen kan bekæmpe strømmen af migranter, der forsøger at sejle i små både fra Frankrig til Storbritannien – heriblandt at de laver fælles søpatruljer i hinandens farvande for at holde øje med migranterne.

Han foreslog dog også, at Frankrig tager alle de migranter, som ulovligt krydser Den Engelske Kanal, tilbage igen.

- Hvis vi helt grundlæggende kan ødelægge de kriminelle banders forretningsmodel, vil vi kunne mindske – hvis det altså ikke helt standser – overfarten af migranter betydeligt, lød det i brevet fra den britiske premierminister, som han delte på sin Twitter-profil.

'Det er ikke seriøst'

Det faldt dog ikke god jord i Elysée-palæet i Paris, som mener, at brevet er både useriøst og i strid med det, som Emmanuel Macron og Boris Johnson for to dage siden diskuterede over telefonen.

Derfor har den franske regering nu valgt at trække den invitation til søndagens møde tilbage.

- Jeg bliver overrasket, når man ikke gør tingene på en seriøs måde. Vi ledere kommunikerer ikke gennem tweets eller offentliggjorte breve. Vi er jo for søren ikke whistleblowere, lød det her til formiddag ifølge avisen Le Monde fra præsident Macron.

Den britiske indenrigsminister, Priti Patel, skal alligevel ikke deltage i søndagens møde med kollegaerne fra Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland samt Europa-Kommissionen. (Foto: JESSICA TAYLOR © Ritzau Scanpix)

Mødet i Calais vil dog fortsat finde sted på søndag, men nu kun med ministre fra Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland samt repræsentanter fra Europa-Kommissionen.

Her vil de vende, hvad de kan gøre for at standse de migrantbåde, som der kun er kommet flere af, efter at kontrollen ved havnen i Calais og ved Eurostar-toget i de senere år er blevet forstærket. Samtidig er menneskesmuglerne begyndt at placere mange flere mennesker ombord på de små både end tidligere.

I weekenden estimerede den franske kystvagt, at 31.500 personer siden årsskiftet har forsøgt at krydse Den Engelske Kanal med båd. I 2020 var der færre end 10.000 personer, som forsøgte det. Og ifølge det britiske indenrigsministerium er det alene i år lykkedes knap 26.000 migranter at nå frem til de britiske kyster.

Naboer og venner skal samarbejde

Ifølge en talsperson for premierminister Johnson var brevet dog tænkt som et oprigtigt og konstruktivt indspark i debatten.

- Det her er noget, vi tager ekstremt alvorligt, lyder det ifølge Reuters fra talspersonen.

Og her til morgen udtalte transportminister Grant Shapps til morgen til BBC, at "venner og naboer" bør kunne arbejde sammen om problemerne. Derfor håber ministeren også, at franskmændene vil genoverveje invitationen.

- Intet land kan håndtere det her på egen hånd. Derfor håber jeg, at den franske regering vil genoverveje det. Det er i vores interesse, og det er i deres interesser. Og det vil i den grad gavne de mennesker, der ulovligt bliver smuglet til Storbritannien. Vi har jo set de tragiske billeder af folk, der har mistet deres liv, sagde transportministeren her til morgen.

Aflysningen er blot den seneste forværring af forholdet mellem Storbritannien og Frankrig. Senest var de to lande oppe at toppes om fiskerettigheder efter brexit, hvilket blandt andet førte til trusler om handelssanktioner.

Men den franske regering har i den seneste tid øget kontrollen langs de nordlige kyster for at forhindre, at folk sejler afsted. Antallet af betjente er ifølge Politico steget fra 200 til 800, og ifølge det franske indenrigsministerium er der siden årsskiftet blev anholdt flere end 1.500 menneskesmuglere i området. Heriblandt fem, som havde forbindelse til onsdagens drukneulykke.

Men som indenrigsminister Gérald Darmanin også understregede tidligere på ugen over for RTF, så står det franske politi lige nu over for en ”en gigantisk opgave” med at holde folk tilbage.

Der er brug for hjælp til migranterne, lyder opråbet fra flere hjælpeorganisationer, heriblandt UTOPIA56:

Emmanuel Macron og Boris Johnson understregede tidligere på ugen, at de vil gøre ”alt, hvad der er muligt, for at standse de ansvarlige bander”. Men den franske præsident har dog fortsat ingen planer om at sende en ny invitation afsted til briterne.

I stedet vil de tage fat i den britiske regering efter søndagens møde for at vende, hvordan de mest effektivt kan håndtere migrantkrisen.

- Hvis de altså beslutter sig for at være seriøse, understregede Emmanuel Macron her til morgen.

FacebookTwitter