Frankrigs præsident irettesætter skoleelev for åben skærm: Du skal kalde mig hr. præsident

Selvom om Emmanuel Macron kun er 40 år, er han ikke "ung med de unge", siger Stéphanie Surrugue.

Hvis du møder Emmanuel Macron, skal du huske at tiltale ham som 'præsident' eller 'monsieur'. Det lærte den mørkhårede dreng. (© Eurovision News)

Franskmændene er kendt for at holde på formerne.

Og hvor vi herhjemme nærmest kun er Des med kongefamilien, er det respektløst i Frankrig, hvis man siger 'du' og ikke 'De' til en fremmed.

Ikke mindst præsidenten.

Det lærte en fransk teenagedreng på den benhårde måde, da han i går mødte landets nuværende præsident, Emmanuel Macron, ved en ceremoni for Anden Verdenskrig i Nordfrankrig.

- Hvordan går det, Manu? lød det fra skoleeleven, da præsidenten passerede ham og hans kammerater.

Men det skulle han ikke have spurgt om.

Er du med?

- Nej, nej. Det her er en officiel ceremoni. Sådan kan du ikke opføre dig, lød det skarpt – og med løftet pegefinger – fra den 40-årige præsident.

- Du kan godt opføre dig som en klovn. Men i dag er det Marseillaisen (den franske nationalsang, red.) og ’Chant des Partisans’ (en fransk modstandssang, red.) vi synger. Du tiltaler mig enten som ’republikkens præsident’ eller ’monsieur’, sagde han ifølge BBC.

Teenagedrengen prøvede at snige et ’undskyld’ ind, men Emmanuel Macron fortsatte uforstyrret sin opsang for åben skærm, mens han klappede skoleeleven på hånden flere gange.

- Du bliver nødt til at gøre tingene på den rigtige måde. Selv hvis du ønsker at stå i spidsen for en revolution en dag, bliver du først nødt til at få en eksamen og lære, hvordan du får mad på bordet. Er du med? lød det fra præsidenten, inden han fortsatte videre.

Selvom den franske præsident ikke vil kaldes kælenavne, vil han gerne tage selfier med de unge. (Foto: Charles platiau © Scanpix)

Kritikere kalder ham Napoleon

Det var med store løfter om at reformere fransk politik, at Emmanuel Macron noget overraskende vandt præsidentvalget i Frankrig sidste år.

Men selvom om Emmanuel Macron, der er den yngste præsident i landets historie, ikke er bange for at tænke nyt, når det kommer til det franske samfund, så er han særdeles bevidst om sit embede - grænsende til det selvhøjtidelige, mener mange franskmænd.

- Man skal ikke tro, at Emmanuel Macron er "ung med de unge", bare fordi han er den yngste folkevalgte præsident i Frankrigs historie, fortæller DR’s internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue, og fortsætter:

- Hans kritikere kalder ham både Napoleon, Solkongen og Jupiter, og de øgenavne handler primært om, at han presser sin politik igennem, selv om mange franskmænd føler sig tromlet over.

Øgenavnene afspejler også, at Emmanuel Macron ses som en temmelig selvcentreret figur, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Og så finder man sig hverken i at blive tiltalt 'du' eller 'Manu' af en teenagedreng med halvlangt hår og et slæng af jublende kammerater.

Ikke første gang

Sagen om præsidentens irettesættelse af den unge skoleelev fylder godt op i de franske medier.

Det har fået Emmanuel Macron til at lægge hele sit møde med teengedrengen på Twitter, så franskmændene kan se, at der ikke blot blev afleveret en præsidentiel skideballe, men også en længere peptalk om vigtigheden af både respekt og uddannelse.

- Vi skal heller ikke glemme, at præsidenten jo er gift med en tidligere skolelærer, så Emmanuel Macron kender også fra hjemmefronten alt til lærernes krav om respekt fra landets skoleelever, siger Stéphanie Surrugue

Det er ikke første gang, at den franske præsident offentligt irettesætter sine landsmænd. Da han under præsidentvalget blev beskyldt for bare at være ”en mand i et jakkesæt” af en strejkende franskmænd, kunne han heller ikke dy sig.

- Den bedste måde at kunne betale for et jakkesæt er ved at få et job, svarede han vrissende igen.

Der var mødt mange unge op til gårsdagens ceremoni. (Foto: Charles platiau © Scanpix)
Facebook
Twitter