Frankrigs præsident: Jeg lader mig ikke presse af bøller

Demonstrationerne i Frankrig har udviklet sig til voldelige sammenstød mellem aktivister og politi.

Tusindvis af voldelige demonstranter har i løbet af dagen kæmpet mod det franske politi i gaderne omkring Triumfbuen i Paris.

Indtil videre er mindst 100 personer såret under urolighederne, og 265 personer er blevet anholdt, oplyser Reuters.

Demonstranter, der har kastet brosten mod politiet, er blevet mødt af tåregas, chokgranater og vandkanoner.

Flere steder i den franske hovedstad har brandfolk kæmpet for at slukke ildebrande i bygninger og biler. En række stormagasiner, butikker og metrostationer har lukket ned på grund af urolighederne.

Protesterne, der er startet af ‘De Gule Vestes Bevægelse’, opstod som følge af forhøjede afgifter på benzin og diesel, som præsident Emmanuel Macron har indført.

Aktivisternes kamp handler nu i lige så høj grad om den generelle økonomiske udvikling i Frankrig. De mener, at politiske reformer, som Macron står bag, er skyld i reallønsnedgang, faldende købekraft og økonomisk ulighed.

Det franske Indenrigsministerium har fastslået, at omkring 75.000 demonstranter har været på gaden i Frankrig i dag.

- Vi er i en oprørstilstand. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, udtaler Jeanne d’Hauteserre, der er borgmester i det ottende arrondissement i Paris til BFM TV.

Demonstranter ved Triumfbuen i Paris. (Foto: Alain Jocard © Scanpix)

Forstår vreden - men giver ikke efter

Den franske præsident Emmanuel Macron, der i øjeblikket opholder sig i den argentinske hovedstad Buenos Aires til det netop afsluttede G20-topmøde, udtalte på et pressemøde, at han “forstår vreden” hos de vælgere uden for Frankrigs store byer, der er ramt af prisstigninger på benzin og diesel, men at han ikke vil lade sig presse til at ændre sin politik på grund af “bøller”.

Ifølge Reuters udtalte præsidenten også, at han aldrig vil acceptere vold, men at han er villig til at diskutere “legitime klager”.

Protesterne foregår for tredje weekend i træk i den franske hovedstad.

- Det har udviklet sig til en social protestbevægelse. Demonstranterne er især vrede over den sociale ulighed i Frankrig, reallønsnedgangen og den faldende købekraft, forklarer DR’s korrespondent, Stéphanie Surrugue.

Facebook
Twitter