Fransk chauffør blev tæsket for at bede passagerer om at bruge mundbind: Nu er han død af sine kvæstelser

Buschaufføren hyldes som en eksemplarisk borger efter sin død.

Der har blandt andet været demonstrationer for at markere chaufførens død. (Foto: CAROLINE BLUMBERG © Scanpix)

Den 59-årige franske buschauffør Philippe Monguillot er fredag afgået ved døden som følge af skader, han pådrog sig, da han blev angrebet efter at have bedt passagerer om at bære mundbind.

Det skriver nyhedsbureauet AFP. Bureauet citerer familien, der bekræfter dødsfaldet.

Dødsfaldet ryster Frankrig og har afstedkommet adskillige reaktioner på sociale medier. Jean Castex, den franske premierminister, hylder Philippe Monguillot og kalder ham for en ”eksemplarisk borger”.

- Philippe Monguillots død efter overfaldet søndag i Bayonne for at have udført sit arbejde berører os dybt. Republikken anerkender ham som en eksemplarisk borger og vil ikke glemme ham. Loven vil straffe gerningsmændene i denne foragtelige forbrydelse, skriver han på Twitter.

Flere er anholdt tiltalt for mord

Også Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, fordømmer handlingerne.

- De ansvarlige kujoner må ikke slippe for straf, siger han ifølge AFP.

Monguillot, en buschauffør fra byen Bayonne, bad søndag tre rejsende om at bære et mundbind, hvis de ville med bussen. Derefter blev han angrebet med slag.

I Frankrig er det obligatorisk at bære ansigtsmaske i offentlig transport for at beskytte sig selv og andre mod coronavirus.

Mange mennesker var på gaden ved det stoppested, hvor chaufføren blev dræbt. (Foto: CAROLINE BLUMBERG © Scanpix)

To mænd på 22 og 23 år er tiltalt for forsøg på mord. To andre er tiltalt for ikke at gribe ind overfor en person i fare. En anden person er tiltalt for at forsøge at skjule en mistænkt.

Efter angrebet søndag blev Philippe Monguillot erklæret hjernedød. Hans kolleger har efterfølgende strejket. De genoptager dog arbejdet mandag.

Det vil ske med sikkerhedsforanstaltninger.

Onsdag arrangerede familien en demonstration for Monguillot ved det busstoppested, han blev dræbt.

/ritzau/

Facebook
Twitter