Ejeren af den franske avis France Soir har fyret sin chefredaktør, efter at han havde genoptrykt Jyllands-Postens Muhammedtegninger.
Ejeren Raymond Lakah siger i en erklæring, at fyringen skal være ses som et kraftigt tegn på respekt for tro og den enkeltes overbevisning".
- Vi udtrykker vor beklagelse til det muslimske samfund og alle de mennesker, der blev chokeret over tegningerne, hedder det i erklæringen fra ejeren.
Afstand fra offentliggørelse
Den franske regering sagde tidligere onsdag, at beslutningen om genoptrykke de 12 tegninger "ene og alene" var France Soirs ansvar. Regeringen understregede samtidig, at ytringsfriheden er ukrænkelig i Frankrig.
Flere andre aviser rundt om i Europa besluttede onsdag også at genoptrykke tegningerne. Bl.a. i Tyskland, Italien, Holland, Spanien og Island.
Offentliggørelsen af tegningerne medførte ellers ros fra generalsekretæren for Journalister uden Grænser:
- Alle lande i Europa bør bakke op om danskerne og de danske myndigheder i forsvaret af princippet om, at en avis kan skrive det, den ønsker, selv om det måtte krænke nogen, siger Robert Menard til Ritzaus Bureau.