Fransk ministerium angrebet med gaffeltruck af Gule Veste

- Republikken er angrebet af ekstrem vold, siger præsident Macron sent lørdag aften.

Demonstranter i den franske hovedstad trængte lørdag ind i dét ministerium, hvor blandt andet den franske regerings talsmand har kontor.

En gaffeltruck blev brugt til bryde porten op, hvorpå godt 15 demonstranter – nogle iført gule veste, andre iført sort tøj – trængte ind i regeringsbygningens gård, hvor de gik til angreb på biler og vinduer.

Vagter evakuerede ministeriets medarbejdere via nødudgange, mens demonstranterne nåede væk, inden politiet kom frem.

Videoen herunder viser ødelæggelserne i regeringsbygningen.

Demonstranter i Paris brugte lørdag en gaffeltruck. En regeringsbygning blev angrebet med trucken og her er det en bank, som trucken er kørt ind i. (Foto: Bertrand Guay © Scanpix)

'Demokratiets fjender'

Blandt de evakuerede er regeringens talsmand, Benjamin Griveaux, der har udtalt sig meget kritisk om den sociale protestbevægelse, De Gule Veste.

Efter angrebet på ministeriet udtalte han lørdag aften til franske medier:

- Det er ikke mig, der er blevet angrebet, det er republikken, sagde Griveaux, der kaldte gruppen af demonstranterne for 'demokratiets fjender'.

Ifølge de franske myndigheder demonstrerede godt 50.000 såkaldt Gule Veste lørdag over hele Frankrig, heraf godt 3.500 i Paris, hvor det flere steder kom til sammenstød med politiet.

Præsident Emmanuel Macron reagerede sent lørdag aften på Twitter:

- Endnu en gang bliver der taget ekstrem vold i brug mod republikken – dens ordensmagt, dens repræsentanter, dens symboler. De, som står bag disse handlinger, glemmer den sociale kontrakt, vi har indgået. Retfærdigheden vil ske fyldest, skriver præsidenten blandt andet.

Det er ottende weekend i træk, at De Gule Veste demonstrerer i Frankrig og blandt andet kræver større social lighed i landet.

  • Champs Elysees i det centrale Paris var igen kampplads mellem politi og voldelige demonstranter. (Foto: Zakaria Abdelkafi © Scanpix)
  • Flere steder var der ild i gaderne. (Foto: IAN LANGSDON © Scanpix)
  • Demonstranter kastede med jernhegn. (Foto: Sameer al-Doumy © Scanpix)
  • Voldsomme bål lyste op i gaderne. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)
  • Folk ser på ødelæggelserne, efter regeringsbygningen er angrebet med gaffeltruck. (Foto: Bertrand Guay © Scanpix)
  • Talsmanden for den franske regering, Benjamin Griveaux, udenfor hans kontor, som blev angrebet. (Foto: Bertrand Guay © Scanpix)
1 / 6