Fransk pilotstrejke fortsætter: EM-byer prioriteres

Air France har på grund af strejke aflyst op til 30 procent af dets flyvninger lørdag og søndag.

Flere Air France-fly bliver i hangaren lørdag og søndag grundet fransk pilotstrejke. (Foto: Philippe Wojazer © Scanpix)

Piloter hos det franske luftfartsselskab Air France har indledt en firedages strejke, som kan skabe store forstyrrelser for tusindvis af fodboldtilhængere under fodbold-EM.

Air France har på grund af strejken aflyst op til 30 procent af dets flyvninger lørdag og søndag. Men selskabet siger, at det vil prioritere fly til byer, hvor der spilles EM-kampe.

Piloternes fagforening kræver, at den franske regering opgiver en længe forberedt arbejdsmarkedsreform, som skal gøre det lettere for firmaer at afskedige ansatte. Målet er at sænke arbejdsløsheden ved at skabe mere fleksibilitet.

Reformerne lægger også op til, at virksomheder skal forhandle mere direkte med deres ansatte om overenskomster i stedet for at underkaste sig omfattende aftaler på Frankrigs traditionelt meget stive arbejdsmarked. Målet er at sænke arbejdsløsheden. I Frankrig er arbejdsløshedsprocenten over ti.

Pilotstrejken er kun en af en række arbejdsnedlæggelser. Affald bliver ikke hentet og indsamlet førend onsdag i næste uge, tog er først lige begyndt at køre igen efter en ni dage lang strejke, og benzinforsyninger har været blokeret.

Præsident François Hollande har advaret fagforeningerne mod at forstyrre og ødelægge EM-slutrunden.

- Jeg appellerer til alles ansvarlighedsfølelse. Alle må leve op til deres ansvar, så EM bliver en succes, siger Hollande.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter