Fransk politi: Danske skiløbere udløste selv lavine

De to danske skiløbere, der mandag formiddag blev fundet dræbt nær Alpe d'Huez, udløste formentlig selv den lavine, de blev begravet under.

To danske mænd er mandag fundet døde efter en lavineulykke i Alpe d'Huez. (Foto: Del Mulkey © Scanpix)

De to danske skiløbere, der mandag formiddag blev fundet dræbt nær Alpe d'Huez, udløste formentlig selv den lavine, de blev begravet under.

Det fortæller lederen af det eftersøgningshold, der bjærgede deres lig til DR Nyheder.

De to danskere blev sidst set i live søndag klokken 14 af to medrejsende venner, da de forlod det præparerede pistesystem for at køre offpiste i området d'Auris-en-Oisans, der ligger i forbindelse med Alpe d'Huez-komplekset.

- Vi tror, at de straks efter at være taget afsted på denne offpiste-rute selv satte gang i den lavine, der slog dem ihjel, siger kaptajn Laurent Jaunatre fra det franske politis bjergredningskorps.

Havde fornuftigt udstyr på sig

De to danskere var foruden radiosendere (lavinebippere, red.) udstyret med både mobiltelefon og walkie-talkier, der netop gør det muligt for redningsmandskab at lokalisere offpiste-skiløbere i tilfælde af laviner.

- De var meget, meget godt udstyret. De tog bare lige derhen, hvor man ikke skulle tage hen, siger kaptajn Jaunatre.

En stærk vind havde nemlig i dagene forinden transporteret et stort lag frisk sne hen over det pågældende område.

- Sådan sne har en helt særlig sammensætning. Når det lægger sig, bliver det som marengs. Som en hård æggeskal, der splintres, når man går hen over det.

Lavinen rev de to skiløbere ned i bunden af en lille dal. Et fald på omkring 200-300 højdemeter, hvor de blev begravet under flere meter sne, forklarer han.

Redningsoperationen blev dog først sat i gang mandag.

Kom aldrig hjem fra offpiste søndag

Da de to offpiste-løbere ikke var kommet hjem til skilejligheden i Alpe d'Huez søndag aften, forsøgte deres to venner ganske vist at ringe til dem.

- Der var også en af mobiltelefonerne, der ringede uden at blive taget. Men det bekymrede dem ikke så meget. De tænkte, at de ved at køre offpiste måske havde forpasset den sidste liftafgang tilbage til Alpe d'Huez-stationen, fortæller kaptajn Jaunatre.

- Det undrer os lidt, men de tænkte angiveligt, at de måske var taget et andet sted hen for at spise eller drikke om aftenen. Under alle omstændigheder var det først næste morgen, at de henvendte sig til turistkontoret, siger han.

Turistkontoret i Alpe d'Huez slog alarm klokken 9.40, og allerede omkring klokken 10.30 havde en redningshelikopter sporet signalet fra de to skiløberes radiosendere.

For at kunne rykke ind i området måtte redningsmandskabet først sprænge mere af den nyfaldne porøse sneflage bort, så de ikke selv faldt i en lignende lavine.

Det tog derefter flere timer at grave ligene ud af sneen, fordi de lå så dybt begravet.

Pårørende er underrettet

De omkomnes to venner skal afhøres tirsdag morgen af politiet, men ventes derefter at rejse hurtigst muligt tilbage til Danmark.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræftede mandag aften over for DR Nyheder, at to danske statsborgere var omkommet i en skiulykke i Frankrig. UM ønsker ikke at oplyse nærmere detaljer i sagen men siger, at de afdøde danskeres pårørende er underrettet.

Facebook
Twitter