Fransk statsanklager bekræfter: Strasbourg-angreb er terrorisme

To blev dræbt, og en er erklæret hjernedød i angrebet ved et julemarked i aftes.

Den franske statsanklager, Rémy Heitz, kalder angrebet i Strasbourg for terrorisme. (Foto: Patrick Seeger © Scanpix)

Fransk politi har nu delvist sat navn på den mistænkte, som i går åbnede ild ved et julemarked i byen Strasbourg og siden flygtede såret fra stedet.

På et pressemøde først på eftermiddagen fortalte den franske statsanklager, Rémy Heitz, at den mistænkte hedder Cherif C., er født i Strasbourg og er 29 år gammel.

Han er "meget kendt" af politiet og retssystem, først og fremmest for røveri og vold. I alt har Cherif C. 27 domme bag sig i Frankrig, Tyskland og Schweiz.

Statsanklageren lagde ikke skjul på, at fransk politi anser sagen som terrorisme.

- I går, lidt før 20, ramte terroren igen vores land, sagde Rémy Heitz, da han trådte op på podiet.

To døde, en erklæret hjernedød

På pressemødet skabte statsanklageren også klarhed over antallet af dødsofre, som de seneste timer har svinget mellem to og tre.

Han fortalte at to blev dræbt, da den 29-årige angreb med en pistol og en kniv. Endnu en er erklæret hjernedød.

Derudover er der 12 sårede, seks af dem i kritisk tilstand.

Ifølge Rémy Heitz hørte et vidne gerningsmanden råbe "Allahu Akbar" - gud er stor på arabisk - under angrebet.

Under en efterfølgende ransagning af hans lejlighed fandt politiet en håndgranat, en riffel, ammunition og flere knive.

Blev såret i armen

Statsanklageren sagde videre, at gerningsmanden under flugten fra julemarkedet beskød fire militærfolk som stod vagt. De skød igen og sårede ham i armen.

Skudsåret er blevet bekræftet af chaufføren i den taxi, som den 29-årige siden flygtede fra stedet i. Da han stod ud af taxien nær sin lejlighed og en politistation, skød han mod politifolk på stedet, og flygtede igen.

Han er endnu ikke fundet, men hundredvis af betjente eftersøger ham, imens grænsebevogtningen er blevet skærpet. De franske myndigheder har tidligere udtalt at den 29-årige allerede kan have forladt landet.

Fem personer er tilbageholdt i sagen.

Med den delvise navngivning af den mistænkte, synes statsanklageren at bekræfte spekulationer i franske medier om hans identitet.

De samme medier har skrevet, at Cherif C. i to år har været på en fransk observationsliste over personer, som myndighederne mistænker for at være blevet radikaliseret.