Fransk turist død under tyreløb i Spanien

Det sidste tyreløb i Spanien fik fatale konsekvenser for en 44-årig franskmand, som døde efter at være blevet stanget.

Ved det sidste tyreløb i Spanien mistede en fransk turist livet, mens flere andre endte på hospitalet.

Hundredvis af mennesker har de seneste dage løbet for livet gennem Spaniens gader i de traditionelle tyreløb.

Festivalens sidste løb fandt sted i går, og ved et af tyreløbene i en by i det østlige Spanien fik løbet alvorlige konsekvenser for en 44-årig fransk turist, skriver AP.

Han blev stanget og døde senere af sine kvæstelser.

Festival på ni dage

I det største og mest kendte tyreløb i Pamplona er der ingen meldinger om omkomne, men mange er endt på hospitalet i løbet af den ni dage lange festival, som hedder San Fermín.

Se video fra det sidste tyreløb i Pamplona i videoen herunder:

Blandt de kvæstede er fire amerikanere, som blev stanget, ligesom flere andre kom til skade og måtte bæres ud på bårer. Læger og redningsfolk var massivt til stede og sørgede for hurtig behandling til dem, der kom til skade i det to minutter og 55 sekunder lange tyreløb.

I alt er 15 mennesker omkommet efter at være blevet stanget ved San Fermín siden 1924.

Facebook
Twitter