Fransk udenrigsminister: Alt under kontrol i Burkina Faso

Frankrigs ambassade i Burkina Fasos hovedstad og flere andre officielle bygninger er blevet angrebet.

Flere eksplosioner har her til formiddag ramt Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou (Foto: Ahmed Ouoba © Scanpix)

Den franske ambassades bygninger og det franske kultur institut i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, er "nu under kontrol og ikke længere i fare”.

Det oplyser den franske udenrigsminister, Jean-Yves le Drian, til Reuters.

De franske institutioner i den afrikanske hovedstad blev i dag omkring klokken 10 lokal tid angrebet, og fire personer, der mistænkes for at stå bag angrebet, er efterfølgende blevet dræbt af militæret.

Nogenlunde samtidig ramte en eksplosion også Burkina Fasos hærs hovedkvarter, som ligger i et område, der også rummer ambassader, premierministerens og FN's kontor.

Der endnu ingen meldinger om sårede.

Det danske udenrigsministerium bekræftede tidligere i dag, at der var eksplosioner i området, og at den danske ambassade derfor blev lukket.

- Danskere i hovedstaden opfordres til at søge indendørs, kontakte deres pårørende i Danmark og lade dem vide, at de er i god behold. Ambassaden er midlertidigt lukket for publikumsbetjening, skrev Udenrigsministeriet.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, offentliggjorde i november sin strategi for Afrika i netop Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou.

Islamiske ekstremister

Politidirektøren i byen fortæller til flere nyhedsbureauer, at de formoder, at islamiske ekstremister står bag angrebene.

Samme vurdering har DR Nyheders Afrikakorrespondent, Søren Bendixen.

- Vi ved endnu ikke, hvem der står bag, men det er nærliggende at se i retning af islamiske fundamentalister, der flere gange har udført angreb i Burkina Faso. Der har været en stigning i den slags angreb, som har været endnu mere tydelig i nabolandet Mali, hvor en større FN styrke forsøger at skabe fred mellem regering og islamiske fundamentalister, der hærger i en række lande i regionen, siger han.

I januar 2016 stod Al Qaeda bag et angreb på en restaurant i Ouagadougou, hvor 30 personer blev dræbt, skriver Reuters.

Facebook
Twitter