Fransk ulveekspert: Mennesker og ulve er nødt til at lære at leve sammen

Ulvedebatten raser i Frankrig, men Macron vil have flere ulve i den vilde natur i Frankrig.

Vi er på ulvevandring i naturreservatet Les Loups de Chabrières i hjertet af Frankrig, mellem byerne Limoges og Vichy.

Her i den enorme skov lever 35 ulve, som hvert år får besøg af 50.000 gæster, der gerne vil lære det berygtede rovdyr bedre at kende – på behørig sikkerhedsafstand, vel at mærke; der er hegn mellem alle vandrestier og ulvearealer.

Flere og flere ulveparker i Frankrig forsøger at introducere franskmændene for ulven. For ude i den frie natur, væk fra alle stålhegn, vokser antallet af ulve nemlig: Mellem 300 og 360 vilde ulve er de seneste årtier indvandret til Frankrig fra Italien, og præsident Emmanuel Macrons regering ser gerne bestanden vokse til 500 i løbet af de næste fem år.

Lad være med at løbe og lad være med at forskrække den, hvis du møder en ulv, lyder rådet fra direktør Abel Guittard. (Foto: Claudia Hansen-Moreno © ClaudiaHansenMoreno)

Er ulven ondskabsfuld? Er den farlig? Angriber den? Svaret er nej. Ulven er ikke ondskabsfuld, og den går ikke spontant hen til mennesker for at angribe.

Direktør Abel Guittard.

- Vi har en pædagogisk opgave i at lære folk om ulvens adfærd, føde og reproduktion, og om, hvordan ulven lever i sine naturlige omgivelser, siger Abel Guittard, direktør for Les Loups de Chabrières.

- Det spørgsmål, som vi altid får, mange gange om dagen, er: Er ulven ondskabsfuld? Er den farlig? Angriber den? Svaret er nej. Ulven er ikke ondskabsfuld, og den går ikke spontant hen til mennesker for at angribe, siger Abel Guittard.

Vrede fåreavlere

Men ulvedebatten raser i Frankrig, og særligt landets fåreavlere forsøger at bremse Macron-regeringens 100 sider lange ulvelov.

Alene i 2017 blev 12.000 får meldt slået ihjel af vilde ulve i Frankrig, og opdrætterne frygter, at tallet vil stige de kommende år.

Da præsident Macron præsenterede sin femårsplan for Frankrigs ulve tidligere på året, forsøgte han at komme fåreavlerne i møde ved at give dem økonomisk tilskud og videnskabelig støtte til beskyttelse af deres dyrebestand.

I naturreservatet Les Loups de Chabrières i Frankrig lever 35 ulve, som hvert år får besøg af 50.000 gæster. (Foto: Claudia Hansen-Moreno © ClaudiaHansenMoreno)

Mennesker og ulve er nødt til at lære at leve sammen, men selvfølgelig skal særligt fåreavlerne have støtte til at passe på deres flokke.

Direktør Abel Guittard

Men regeringens grundsyn på ulven står ikke til at ændre, lod præsidenten forstå:

- Vi skal ikke tænke på landbruget, landmændene og deres dyrebestand med udgangspunkt i ulven. Vi skal finde ud af, hvordan ulven finder sin plads i vores økosystem, erklærede Emmanuel Macron tidligere i år.

- Mennesker og ulve må lære at leve sammen

Tilbage i naturreservatet mener direktøren, at franskmænd i al almindelighed og landmænd i særdeleshed må lære at leve med ulven:

- Den er her jo, og den forsvinder ikke. Mennesker og ulve er nødt til at lære at leve sammen, men selvfølgelig skal særligt fåreavlerne have støtte til at passe på deres flokke, siger Abel Guittard.

Præsident Emmanuel Macrons regering ser gerne ulvebestanden vokse til 500 i løbet af de næste fem år. (Foto: Claudia Hansen-Moreno © ClaudiaHansenMoreno)

Ulven blev udryddet i Frankrig ved jagt i 1930’erne, men den vendte i 1992 tilbage på fransk jord fra Italien, hvor der i øjeblikket lever anslået 2.000 vilde ulve.

- Ulven er omgærdet af megen frygt og megen polemik i Frankrig, fordi vi gennem 1900-tallet faktisk havde vænnet os til, at den ikke var en del af naturen. Men fordi den er kommet tilbage, forekommer det os at det er en nyhed, at ulven er her. Der er masser af oplysningsarbejde foran os, siger Abel Guittard.

Hvilket råd giver han så til frankmænd eller turister, der måtte støde på en ulv i den frie, franske natur?

- Lad være med at løbe. Lad være med at forskrække den. Og husk især at tage en hulens bunke billeder, for det er så utrolig sjældent, at man møder en ulv.