Franske bilister rasende over klimaskat på diesel: Har planlagt 1.500 vejblokader  

Især bilister på landet og i provinsen føler sig overhørt og ramt af skatten, siger ekspert.

Vrede bilister i Frankrig er lørdag på gaderne, hvor de blokerer veje og demonstrerer imod varslede prisstigninger på benzin og diesel. (Foto: Stephane De Sakutin © Scanpix)

I Frankrig er bilisterne rasende over, at præsident Emmanuel Macron vil sætte priserne på benzin og diesel i vejret.

De har derfor i dag planlagt at demonstrere og blokere veje og motorveje. Flere steder i landet er vejblokaderne allerede gået i gang i løbet af morgenen.

Det er forventet, at der vil være omkring 1.500 vejblokader fordelt over det meste af landet i løbet af dagen. De vrede bilister reagerer på de prisstigninger, der sker som et led i den franske regerings økonomiske reformer.

Reformerne er blevet mødt af kritik hos befolkningen og har fået Emmanuel Macrons støtte til at falde til blot 21 procent.

Men trods kritikken holder præsident Macron fast i de varslede prisstigninger - han vil hellere beskatte brændstof end folks arbejde, har han udtalt.

Vred bilist: Det er nødvendigt med en bil

De utilfredse bilister er især fortørnede over, at Macron fra næste år har varslet en klimaskat på diesel. Diesel er det brændstof, som de fleste biler i Frankrig kører på.

- Jeg misbruger ikke min bil. Når jeg kan gå, så går jeg. Men det er helt nødvendigt at have en bil her, siger en mand fra Arièges i det sydvestlige Frankrig.

En anden franskmand Oxo Laterre, som står bag koordineringen af en vejblokade ved byen, siger:

- Vi er nødt til at vise, at vi er her - og at vi er beslutsomme.

De mange kritikere siger, at Macrons regering ikke kun rammer folk på pengepungen, men også mangler en klar vision for, hvordan man omstiller Frankrig til grønnere energiformer.

Prisen på diesel er steget med 23 procent over de seneste 12 måneder til et gennemsnit på 1,32 euro per liter (9,85 kroner).

Præsident Macron vil pålægge en yderligere stigning på 6,5 cent per liter diesel ( cirka 43 øre) fra 1. januar 2019.

Lørdag er Frankrig igen ramt af demonstrationer mod den franske regerings økonomiske reformer. Iført gule veste viser franskmændene der utilfredshed. (Foto: Sebastien Bozon © Scanpix)

Lektor: Franskmænd har et mentalt problem med reformer

De største protester mod Macrons varslede skatter på brændstof ses blandt bilisterne ude på landet og i provinsbyerne.

- De føler sig særligt ramt og oplever ikke den samme velstand på landet som i byerne, siger Jørn Boisen, som er lektor og af leder af Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

- Der er ingenting på landet i Frankrig. Der er ingen skoler eller hospitaler. De føler, at toget er kørt fra dem.

Jørn Boisen peger også på, at det generelt er svært at gennemføre reformer og forandring i Frankrig.

- Der er et mentalt problem med forandringen i Frankrig, siger han og tilføjer, at franskmændene ofte er pessimistisk anlagt, hvorimod Macron er optimist.

- Enhver forandring opfattes som en trussel. Han bliver beskyldt for ikke at lytte, og det er et fundamentalt problem for præsidenten, siger Jørn Boisen og tilføjer:

- De stoler ikke på, at han mener det, han siger, siger Jørn Boisen og understreger, at det på sigt kan blive et stort problem for præsidenten.

Politisk opbakning til demonstrationerne

De mange demonstrationer bakkes op af flere franske partier - fra det yderste højre til det yderste venstre.

- Der er en høj grad af hykleri. De selvsamme partier har tidligere stemt for lignende reformer, siger Jørn Boisen.

Også i starten af ugen gik tusindvis af franskmænd på gaden. Her var det skolelærerne, der strejkede og demonstrerede mod Macron og hans regerings forslag om at nedlægge 3.000 lærerstillinger på skoler og gymnasier.

Lørdagens aktioner udføres af "De Gule Vestes Bevægelse", som har fået navn efter de jakker, som aktivisterne bærer for at være sikre på at blive set, når de blokerer vejnettet.

Bevægelsen opstod på sociale medier i sidste måned.

Her blev der opfordret til masseblokader på grund af udbredt vrede over nye afgifter på benzin, som skal nedbringe forureningen.

Facebook
Twitter