Franske medier: Terrorist planlagde drab i dag

En unavngiven kilde tæt på efterforskningen fortæller, at den mistænkte mand havde planer om at slå endnu en soldat ihjel.

Fransk politi omringede den mistænktes lejlighed tidligt i morges. (© Scanpix)

En kilde tæt på efterforskningen bekræfter, at den 23-årige fransk-algeriske mand, Mohamed Merah, der er mistænkt for at stå bag syv drab over de sidste uger, var ved at forberede endnu et angreb. Det skriver de franske dagblade Le Monde og Le Parisien.

Telegrambureauet Reuters citerer en kilde i politiet for, manden havde planlagt at myrde en soldat og to politifolk, før han blev omringet af specialstyrker.

Anklageren Francois Molins oplyser, at Mohamed Merah har fortalt politiets forhandlere, at han handlede på egen hånd.

Ville tvinge Frankrig i knæ

Merah skal også have taget skylden for drabene i sidste uge på tre soldater af afrikansk oprindelse samt drabene på tre børn og en rabbiner i Toulouse i mandag.

Den 23-årige har modtaget træning af al Qaeda i Afghanistan, siger Francois Molins.

- Han har ikke fortrudt noget, ud over at han ikke fik dræbt flere personer, siger anklageren.

- Han har pralet med, at han har bragt Frankrig i knæ, tilføjer Molins.

Efter lange forhandlinger siger anklagemyndigheden også, at den mordmistænkte vil overgive sig "sent i aften".

Facebook
Twitter