Franske restauranter skriger efter arbejdskraft: Vil ansætte flere asylansøgere

Trods høj arbejdsløshed kan branchen ikke finde medarbejdere. Nu vil de have lov at ansætte flere som Bakary fra Mali.

Det store rykind til frokost er i gang på restaurant Le Mesturet i Paris.

I køkkenet er Bakary Kanouté i gang med at tilberede klassiske franske retter. Han er flygtning fra Mali og har arbejdet som køkkenassistent på stedet i to og et halvt år.

- Jeg kan godt lide at knokle i et køkken. Jeg kan virkelig godt lide det, siger han midt i det opskruede arbejdstempo.

Historisk mangel på arbejdskraft

Travlheden skyldes måske, at restauranten mangler folk i både køkkenet og på gulvet. Og Le Mesturet er ikke alene med det problem. 130.000 jobs er ubesatte på franske hoteller og restauranter, hvilket er et historisk højt tal.

Det er på trods af en fransk arbejdsløshed på 9,3 procent, som er næsten dobbelt så højt som i Danmark.

Paradokset har en forklaring, mener restauratøren på spisestedet, Alain Fontaine.

- En flygtning har lyst til at arbejde, fordi han kommer fra et meget sværere liv end vores kære børn, som bare ser tv eller bruger al deres tid på computeren.

For Bakary Kanouté er det helt naturligt at byde sig til i restaurantens køkken.

- Man skal jo arbejde her i tilværelsen. Det har mine forældre sagt til mig, siden jeg blev født. Hvis ikke man arbejder, har man intet.

Restauranter vil ansætte flere asylansøgere

Flere restauranter vil lukke, hvis ikke der hurtigt bliver fundet en løsning på den manglende arbejdskraft. Den advarsel kommer fra den store brancheorganisation, GNI.

Branchen ser dog en løsning for sig, der er inspireret af Bakarys eksempel. Den er derfor i dialog med den franske regering for at gøre det muligt at ansætte flere asylansøgere.

Men den idé er lidt for fiks, mener højrepartiet Rassemblement National – tidligere kendt som Front National.

I stedet må branchen oppe sig, så flere franskmænd af egen vilje søger de mange ledige jobs.

- Det sker ved, at restauratører og turistfag rekrutterer unge franske mænd og kvinder på ordentlige arbejdsvilkår og med en ordentlig løn, også selv om arbejdsgiverne kommer til at tjene lidt mindre, mener Wallerand de Saint-Just, som er juridisk rådgiver for partiet.

Imens branchen og politikerne diskuterer, hvordan problemet løses, drømmer Bakary Kanouté om fremtiden.

- Jeg vil gerne være køkkenchef i restaurantverden – inden for gastronomi, siger malieren med et smil på læben.

Facebook
Twitter