Frederiksen: Jeg er dansk statsminister, derfor kæmper jeg for Vestager til EU-toppost

Den franske præsident mener, at Margrethe Vestager har de rette kompetencer til at blive ny formand for Europa-Kommissionen.

Det kan godt være, at Mette Frederiksen og Margrethe Vestager kommer fra hver deres parti.

Men Danmarks socialdemokratiske statsminister vil i dag kæmpe for, at den radikale konkurrencekommissær bliver Europa-Kommissionens næste formand.

Det sagde Mette Frederiksen, da hun her til eftermiddag ankom til det ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles.

Her skal EU-landenes 28 stats- og regeringschefer fordele unionens absolutte topposter, heriblandt kommissionsformandsposten.

- Det er ledelsen af Europa, vi skal diskutere, og en af opgaverne er at gøre, hvad jeg kan, for at få Vestager valgt. Gerne allerede i aften, sagde Mette Frederiksen inden sit første møde i Det Europæiske Råd, der er stats- og regeringschefernes klub i EU.

Socialdemokratiet i Danmark er ellers en del af Europas socialdemokratiske partifamilie, De Europæiske Socialdemokrater, der stiller med den hollandske Frans Timmermans som kandidat til formandsposten.

Men Mette Frederiksen mener ikke, at der er noget underligt i, at hun vil kæmpe for sin tidligere ministerkollega, der er den liberale Alde-families spidskandidat til posten.

- Man kan godt sige, at det er et dilemma - og så alligevel ikke. Jeg forventer og lægger også til grund, at der vil være en stor forståelse hos de europæiske kollegaer for, at jeg selvfølgelig som dansk statsminister – og det er jo det, jeg først og fremmest er her som – kæmper for den danske kandidat, sagde hun.

Mette Frederiksen og Margrethe Vestager var ministerkollegaer under Thorning-regering. Statsministeren har sagt, at Margrethe Vestager bliver Danmarks EU-kommissær i de kommende fem år, uanset hvad der sker i aften. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Macron: Vestager har de rette kompetencer

Det er en kompleks kabale, der efter planen skal gå op under EU-topmødet i aften.

Der er fem topposter, der skal fordeles, herunder også formandsposten for Det Europæiske Råd. Og der er mange faktorer, heriblandt partifamilie, geografi og køn, der skal tages højde for, når kortene skal lægges.

Her er de fem EU-topposter, der skal genbesættes i år. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein)
Her er de fem EU-topposter, der skal genbesættes i år. (Foto: Mads Rafte Hein)

Det er stats- og regeringscheferne, der skal indstille en kandidat til kommissionsformandsposten, og det var egentlig planen, at pladserne skulle være fordelt under topmødet i sidste uge.

Men her var der hverken tilstrækkelig med opbakning til Margrethe Vestager, Frans Timmermans eller Manfred Weber, der er den kristenkonservative EPP-families spidskandidat til posten.

Nu prøver de så igen, og den franske præsident, Emmanuel Macron, understregede, da han ankom til Bruxelles, at der skal udpeges mindst to kvinder til posterne.

Han tilføjede, at der skal være fokus på ’kompetencer’, når posten som ny kommissionsformand skal fordeles. Her er den radikale kommissær et godt bud, tilføjede han:

- Det er navne som Michel Barnier (EU’s brexit-chefforhandler, red.), Margrethe Vestager og Frans Timmermans (der har kompetencerne, red.), lød det fra den franske præsident, der håber på et kompromis i aften.

Den tyske kansler, Angela Merkel, udtalte i går, at der reelt er to muligheder til kommissionsformandsposten på forhandlingsbordet i dag, Frans Timmermans og Manfred Weber - og derved ingen Margrethe Vestager.

Kansleren var ifølge EU-mediet Politico fåmelt, da hun ankom til topmøde i dag, men understregede, at det ikke bliver nogen nem opgave at få fordelt topposterne.

- Det kommer nok til at tage noget tid.

Her kan du se, hvorfor kommissionsformandsposten er så vigtig.

Kompromis-rygter er 'lidt overdrevet'

Flere af stats- og regeringscheferne, herunder den franske præsident og den tyske kansler, Angela Merkel, har i de seneste dage været samlet til G20-topmøde i Osaka i Japan, hvor topjob-kabalen også er blevet diskuteret.

Ifølge flere internationale medier skulle Tyskland, Frankrig, Holland og Spanien være blevet enige om at foreslå den socialdemokratiske Frans Timmermans som ny kommissionsformand.

Men at der skulle være en konkret plan på bordet, er ifølge den hollandske premierminister, Mark Rutte, ”lidt overdrevet”.

- Der var en række europæiske lande med i Osaka, der selvfølgelig også diskuterede dette emne. Men der er ingen konkrete kompromiser, sagde han ifølge Politico, da han ankom til topmødet.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, afviser, at flere af landene er blevet enige om at pege på den socialdemokratiske spidskandidat, Frans Timmermans. (Foto: François Lenoir © Scanpix)

Frans Timmermans, der i dag er første næstformand i Europa-Kommissionen, er nemlig langt fra populær i Øst- og Centraleuropa.

Det skyldes, at det er ham, der har kørt sager mod både Polen og Ungarn, når Europa-Kommissionen har kritiseret de demokratiske tilstande og retssikkerheden i landene.

Og det pointerede den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, da han talte med pressen inden topmødet.

- Fransk Timmermans er ikke kompromisernes kandidat. Han er den kandidat, som i høj grad deler Europa, sagde han og mødte opbakning fra den tjekkiske premierminister, Andrej Babiš.

- Vi har tidligere følt, at han ikke er positiv over for vores region, sagde han, da han ankom.

Og han understregede ligeledes, at kønskriteriet er vigtigt, når posterne skal fordeles.

- Vi har brug for kvinder, sagde han.

Topmødet begynder klokken 18.00. Det er uvist, hvor længe det varer.

Facebook
Twitter