Frederiksen: 'Navnet, fænomenet og mennesket Vestager er stadig på bordet'

Ikke godt nok, at der ikke er fundet løsning endnu, siger Danmarks statsminister efter topjob-fuser.

EU's stats- og regeringschefer skal senest i morgen få lagt topjob-kabalen, mener statsminister Mette Frederiksen efter dagens møde, hvor det ikke lykkedes at nå til enighed. (Foto: François Lenoir © Scanpix)

Det er EU’s 28 stats- og regeringschefer, der har ansvaret for, at unionens topposter bliver fordelt. Og det ansvar er blevet forsømt under de seneste 18 timers topmøde i Bruxelles.

Det er meldingen fra Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), der selv har siddet med ved forhandlingsbordet.

Topmødet gik i gang søndag aften, og det eneste punkt på dagsorden var at fordele EU’s topposter. Men her til eftermiddag måtte formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, kaste håndklædet i ringen og indkalde til et nyt topmøde i morgen, tirsdag.

Stats- og regeringscheferne kunne nemlig ikke blive enige om, hvem der skal have hvilke poster.

- Europa skal have en ledelse, og det er vores ansvar at træffe den beslutning. Derfor har jeg også slået på, at det ikke nytter noget, at vi ikke evner at løfte denne opgave i fællesskab, siger Mette Frederiksen efter sit første topmøde i EU.

- Jeg synes faktisk ikke, vi løfter opgaven godt nok, når der ikke allerede er fundet en løsning, siger hun og tilføjer, at ”det senest skal ske i morgen, hvis du spørger mig”.

Den tyske kansler, Angela Merkel, er en af hovedspillerne i kampen om EU's topjob. (Foto: Kenzo Tribouillard © Scanpix)

Vestager fortsat i spil

Det er blandt andet Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd, der skal have nye formænd. Men selv om der blev foreslået en lang række navne og kombinationsmuligheder ved forhandlingsbordet, var der ikke tilstrækkelig med opbakning til nogen af dem.

- Det er et kæmpestort puslespil, der er svært at få til at gå op, og vi er løbet panden mod muren et par gange, understreger Mette Frederiksen.

Hun gik selv til topmødet med det mål at få den radikale Margrethe Vestager valgt som ny formand for Europa-Kommissionen. Og hun er ikke spillet helt af banen endnu, siger Mette Frederiksen.

- Mulighederne er der stadig, og jeg oplever faktisk en bred respekt omkring Margrethe. Det går lidt på kryds og tværs af de forskellige interesser, der er. Vi er på ingen måde færdige med at snakke Vestager, siger hun og tilføjer, at det endnu er for tidligt at sige, hvilke andre poster hun kan i være i spil til, hvis kommissionsformandsposten glipper.

- Navnet, fænomenet og mennesket Vestager er stadigvæk på bordet og på alles læber, og det er et godt udgangspunkt for Danmark, siger hun.

Topmødet bliver genoptaget i morgen klokken 11.00 i Bruxelles. Og Mette Frederiksen ved godt, hvad der nu står på programmet for stats- og regeringscheferne.

- Folk er trætte, og folk skal hjem at sove lidt. Vi arbejder videre i morgen.

I videoen kan du høre Mette Frederiksen sætte ord på sin støtte til Margrethe Vestager, da statsministeren i går ankom til topmødet i Bruxelles.

FacebookTwitter