Fredsaktivist og mægler Ron Pundak er død, 59 år

Shimon Peres: Pundak brugte hele sit voksne liv på at kæmpe for fred. Dansk-israeleren døde fredag af kræft.

Ron Pundak, fredsaktivist og arkitekt bag Oslo-aftalen fra 1993, der blev underskrevet af Israel og palæstinenserne, er død, 59 år, skriver avisen Haaretz. (Foto: GIDEON MARKOWICZ)

Den dansk-israelske historiker og fredsaktivist Ron Pundak døde fredag i sit hjem af kræft, 59 år, skriver det israelske dagblad Haaretz. Han var blandt andet arkitekten bag Oslo-aftalen fra 1993 mellem Israel og palæstinenserne.

I begyndelsen af 1990erne førte Pundak med den daværende israelske udenrigsminister, Shimon Peress accept, hemmelige forhandlinger med personer fra Den Palæstinensiske Befrielses Organisation, PLO.

Den hemmelige kanal

Pundak arbejdede tæt sammen med den israelske akademiker Yair Hirschfeld.

- Den hemmelige kanal, der blev kaldt de akademiske forhandlinger, fandt sted i Oslo og blev støttet af den norske regering. De banede senere vej for Oslo-fredsprocessen, skriver Haaretz.

Ron Pundak arbejdede som journalist for avisen i en kortere periode, efter at han havde fået en doktorgrad ved Londons Universitet i 1991.

I årene 2001-2011 var Pundak leder af Peres Centeret for Fred.

Pundak var søn af Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik.

Peres: Kæmpede uophørligt for fred

Shimon Peres, der i dag er Israels præsident, siger, at Pundak kæmpede uophørligt for fred.

- Han brugte hele sit voksne liv på at kæmpe for fred mellem os og vore naboer, siger Peres og tilføjer:

- Kampen for fred i dag er ikke let, og den er omgivet af skepsis, men en mand med hans overbevisning inspirerede andre og skabte vedholdenhed.

Justitsminister Tzipi Livni, som er Israels chefforhandler i fredsprocessen med palæstinenserne, kalder Pundak for en fredens helt.

FNs udsending til Mellemøsten, Robert Serry, siger, at Ron var en person, som arbejdede utrætteligt for fred.

Leder af Det Palæstinensisk-Israelske Fredsforum

Siden sidste år var Pundak leder af Det Palæstinensisk-Israelske Fredsforum, der er en privat organisation.

Ron Pundak og Yair Hirshfeld sagde om den hemmelige fredsproces forud for Oslo-fredsprocessen, at selskabelighed og gensidig respekt mellem parterne havde sikret et konstruktivt forløb af forhandlingerne.

Pundak var med til at tage initiativ til de usædvanlige forhandlinger, da den formelle fredsproces var gået i hårdknude i 1992.

/ritzau/

Facebook
Twitter