'Fremmedkrigere er uønskede i Danmark, uanset om de er mødre eller fædre'

Statsministeren føler med børn i Syrien - men vil ikke hente dem hjem.

Det blev en debat om, hvem der har vendt ryggen til hvem, da statsministeren i dag var i folketingssalen for at svare på spørgsmål om danskerne i fangelejre i det nordøstlige Syrien.

- En fireårig pige kan ikke vende Danmark ryggen, mener De Radikales Kristian Hegaard.

- Fremmedkrigere har vendt Danmark ryggen, mener statsminister Mette Frederiksen (S).

- Statsministeren vender børnene ryggen, mener Enhedslistens Rosa Lund.

Fra Danmark opholder sig mindst to mænd, syv kvinder og 19 børn i al-Roj- og al-Hol-fangelejrene i det nordøstlige Syrien.

- Børnene er i en skrækkelig situation, og jeg er sikker på, at forholdene i lejrene ikke egner sig til, at børn skal være der. Men i vores optik betyder det ikke, at de mennesker (børnenes forældre, red.), der har vendt Danmark ryggen, skal tilbage, siger statsministeren og tilføjer:

- Fremmedkrigere er uønskede i Danmark, uanset om de er mødre eller fædre. Det gør ondt, fordi der er tale om børn. Det må forældrene tage ansvaret for.

Det er Dansk Folkeparti, som blandt andet har bedt statsministeren oplyse, hvorvidt regeringen planlægger at hente børnene og deres forældre til Danmark.

Her er det korte svar: nej.

Regeringen ønsker ikke, at børnenes mødre, som har valgt at tilslutte sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), skal tilbage til Danmark.

- Dansk Folkeparti frygter, at regeringen bliver tvunget af støttepartierne til at tage børnene hjem og deres forældre til Danmark, siger formand Kristian Thulesen Dahl.

To franske kvinder i al-Roj-lejren reflekterer herunder over, hvorfor de samtykkede til at blive adskilt fra deres børn, så de kunne få lov til at tage hjem til Frankrig.

Kun i ganske særlige tilfælde

Det er regeringens vurdering, at Danmark hverken efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller FN’s børnekonvention generelt er forpligtet til at evakuere danske statsborgere, herunder børn, der har opholdt sig hos Islamisk Stat.

Kun i ganske særlige tilfælde, hvor der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem forælder og barn, eksempelvis hvis en mor ammer et spædbarn, kan det komme på tale at hente danske børn hjem med moren, siger statsministeren.

Og desuden skal barnets helbred være i en så dårlig forfatning, at barnet ikke kan få den nødvendige behandling, der hvor han eller hun er.

Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, mener, at Mette Frederiksen som selvudnævnt 'statsminister for børnene' "vender børnene ryggen".

- Jeg mener ikke, at man kan forhindre forældrene i at komme hertil, når de er danske statsborgere. Og jeg mener, at Danmark i forhold til internationale konventioner er forpligtet til at tage børnene hjem.

Mette Frederiksen afviser, at hun og regeringen vender børnene ryggen.

- Jeg vender ikke nogen børn ryggen. Jeg anerkender ikke den præmis, at vi skal løbe nogen som helst form for risiko i forbindelse med fremmedkrigere. Og den risiko er der i en hver form for indsats på det her område, siger hun:

- Disse mennesker har ikke et hjem i Danmark længere. Fremmedkrigere kan ikke komme hjem til Danmark. Danmark er ikke deres hjem. De har vendt os ryggen. De har forladt Danmark. De har tilsluttet sig Islamisk Stat, og de har vedkendt sig terrorens ansigt.

Regeringens støttepartier - Enhedslisten, SF og De Radikale - presser på for at få børnene hjem til Danmark og fremlægger i forbindelse med debatten et forslag om at hjemtage alle danske børn.

- "Det er aldrig børnenes skyld." Sådan lød det fra statsministeren i sin undskyldning til Godhavnsdrengene, husker Kristian Hegaard, der er retsordfører for de Radikale.

- Danske børn er danske børn, uanset om de er i Holstebro, i Holbæk eller al-Hol. Derfor må statsministeren handle, hvis ikke Danmark i fremtiden skal undskylde til de her børn også, fortsætter han.

Det interview bliver flere gange bragt op under dagens debat, men blandt andre De Konservatives udlændingeordfører, Naser Khader, afviser at hjemtage kvinderne.

- Nogle af de mest bindegale fremmedkrigere, jeg har mødt, er kvinder, bemærker Naser Khader i Folketingssalen.

- Desuden mener jeg, at man skal stoppe med at kalde dem fremmedkrigere og i stedet kalde dem, hvad de er: landsforrædere, siger Naser Khader videre.

Det tilslutter Mette Frederiksen sig, og Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, benævner dem herefter som dette.

Udenrigsministeriet har via kontakt til pårørende i Danmark eller deres partsrepræsentanter kendskab til i alt 19 børn af – eller knyttet til – danske eller tidligere danske statsborgere, der opholder sig i al-Hol- og Roj-lejrene i det nordøstlige Syrien med deres mødre. Af de 19 børn er ni født i Danmark, mens ti er født i konfliktzonen. Børnene er mellem 0 og 14 år gamle.

- Det er for mig uforståeligt, at forældre vælger at bringe børn ned til det volds- og terrororgie, der sker dernede, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i folketingssalen.

Den danske regering traf i 2019 en principbeslutning om, at personer udrejst til krigen i Syrien har vendt Danmark ryggen og ikke på nogen måde skal have hjælp.

Udenrigsministeriet har bekræftet overfor DR Nyheder, at Danmark nu i udgangspunktet kun hjemtager børn, såfremt deres forældre ”eksplicit samtykker” til adskillelse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk