Fremtidens benzin: Saltvand

En amerikansk forsker opdagede ved et tilfælde, at man kan få saltvand til at brænde ved hjælp af radiobølger. Nu håber han at have fundet afløseren for benzin.

John Kanzius demonstrerer sin opdagelse i en video på Youtube. (© Youtube)

Vand har igennem årtusinder været ildens værste fjende. Men nu har den amerikansk forsker John Kanzius gjort noget nær det umulige: Han har sat ild til vand.

Som så mange andre store opdagelser, opstod også denne ved et tilfælde, skriver Pittsburgh Post-Gazette.

Som et eksperiment prøvede John Kanzius, om han kunne afsalte havvand med det radiobølge-apparat, han i virkeligheden havde udviklet til at behandle kræft.

Men da han udsatte et reagensglas for radiobølger skete noget mildest talt uventet: Vandet begyndte at brænde som et stearinlys.

Vand driver maskine

Der findes adskillige videoer, der dokumenterer opdagelsen på Youtube, hvor man også kan se, at nogen allerede har udviklet en simpel maskine, der drives af brændende saltvand.

Og John Kanzius' store drøm er da også den indlysende, at han har fundet afløseren for benzin.

Rustum Roy, der er kemiker ved Penn State University, forklarer, at det ikke vandet som sådan, der brænder. Sagen er, at radiobølgerne svækker sammenhængskraften mellem vandets enkelte bestanddele. Det frigør brinten i saltvandet - og det er den, der brænder.