Fremtrædende republikaner vil af med Obamas sundhedsreform

Formanden for Senatets finansudvalg, republikaneren Mike Enzi, foreslår nu at afskaffe Obamacare.

Senator Mike Enzi har selv oplyst i en pressemeddelelse, at han står bag forslaget om helt at afskaffe sundhedsreformen kendt som Obamacare. (Foto: ALEX WONG © 2015 Getty Images)

Allerede inden Barack Obama har forladt Det Hvide Hus til fordel for Donald Trump, er et forslag om at afskaffe den afgående præsidents store sundhedsreform blevet stillet i Kongressen.

Det er den republikanske senator og formand for Senatets finansudvalg, Mike Enzi, der står bag forslaget, oplyser han i en pressemeddelelse.

Sundhedsreformen, i folkemunde kaldet Obamacare, har givet sundhedsforsikring til omkring 20 millioner amerikanere, som tidligere stod uden sundhedsforsikring.

Forslaget om afskaffelsen kommer første dag, Kongressen er samlet i 2017.

Landets kommende præsident har dog allerede meddelt, at han vil af med Obamacare og i stedet skabe øget konkurrence mellem private forsikringer.

- Folk skal huske på, at Obamacare simpelthen ikke virker, og det er ikke til at betale, skrev Donald Trump på Twitter tidligere tirsdag.

Skulle det lykkes Republikanerne at afskaffe den omstridte sundhedsreform, kan det tage flere år at få udviklet nye forsikringer, siger Republikanerne.

Onsdag mødes præsident Obama med en række af Demokraternes kongresmedlemmer for at diskutere forskellige strategier for, hvordan de kan afværge Republikanernes forsøg på at afskaffe Obamacare.

Samme dag mødes USA's kommende vicepræsident, Mike Pence, med lovgivere. De skal blandt andet drøfte mulige erstatninger for Obamacare.

Sundhedsreformen blev vedtaget i 2010 men først fuldt indfaset i 2014.

Amerikanerne tvinges nu til at sørge for sygesikring, hvilket ifølge kritikere er en krænkelse af grundlæggende borgerrettigheder.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter