Et år med krig er gået.
Det har betydet tabte menneskeliv, men også store ødelæggelser af bygninger, infrastrukturer og mange ukrainske hjem, ja, alt hvad der får en by til at være en by.
Og selvom krigen endnu ikke er slut, så arbejdes der målrettet på at genopbygge de krigsramte ukrainske byer trods risikoen for nye russiske missilangreb.
Nogen af dem, der trodser missilerne, er den frivillige organisation Dobrobat.
- Vi kan ikke bare sætte vores liv på pause, fordi et nyt droneangreb kunne være på vej lige om lidt. Vi er nødt til at leve, siger organisationens ansvarlig for internationale affærer og fundraising, Anastasiia Moiseenko.
Alle ukrainere skal have et hjem
Ifølge Anastasiia Moiseenko har organisationen alene siden årsskiftet hjulpet 1650 ukrainske familier med at genopbygge deres hjem.
- Vi er den hjælpende hånd til det ukrainske folk, der sørger for, at de ikke er tvunget til at flytte væk, siger hun om organisationens arbejde.
Den frivillige organisation blev stiftet i starten af krigen for at hjælpe ukrainere i besatte områder, så de ikke var tvunget til at forlade deres hjem.
- De skal blive og ikke flygte. Alle ukrainere skal have et hjem, siger Anastasiia Moiseenko.
I øjeblikket opererer hun og organisationen i syv regioner. Mere end 40.000 frivillige har via det sociale medie Telegram meldt sig til at give en hånd med.
- Folk har lyst til at handle, at gøre noget og ikke bare sidde og vente på at krigen slutter, siger Anastasiia Moiseenko.
'De ramte mit hus midt om natten'
Et af de huse, organisationen genopbygger, er Liudmyla Kaptolovas hjem i landsbyen Stepne, en by, der under et russisk missilangreb blev groft beskadiget.
- Jeg lå og sov, og så hørte jeg et ordentligt brag. De havde ramt mit hus, siger Liudmyla Kaptolova om angrebet.
- Så jeg sprang op, løb ud af mit soveværelse og ind i et andet rum, hvor en dør kom flyvende imod og landede oven på mig. Den fik jeg fjernet, og så løb jeg over til min bror. Her sad vi som forskræmte harer.
Da angrebet var ovre, vendte Liudmyla Kaptolovas tilbage til sit ødelagte hjem. Vinduerne var blevet sprunget, dørene revet af. Og taget var hullet og ødelagt.
Se Liudmyla Kaptolovas fortælle om angrebet i videoen her:
De frivillige reparerer tage og vinduer
Heldigvis er der en masse hjælp at hente fra de frivillige. Og snart kan Liudmyla Kaptolovas hus blive hjemligt igen.
- Vi fjerner de gamle vinduer og sætter nye, siger Serhii, der er studerende og hjælper til med at genopbygge ukrainske hjem i sin fritid.
Før krigen havde han ingen erfaring med genopbyggelsesarbejde, men det er ikke noget, der har forhindret Serhii i at hjælpe til.
- Det er ret enkelt. Jeg fandt ud af det med vinduerne på 10 minutter, siger Serhii, der har hjulpet til fem gange nu.
- Der er ikke nok folk til det. Nogen skal jo gøre det, siger han om genopbyggelsen.
Den frivillige organisation Dobrobat satser snart på at kunne hjælpe ukrainere i de russisk besatte områder, Luhansk og Donetsk.