Frontfigur bag boykot af danske varer ønsker normalt forhold mellem Danmark og muslimer

Den indflydelsesrige teolog, Yusuf al-Qaradawi, slår forsonende tone an i nyt interview. Hans budskab er dog uændret, mener mellemøstforsker.

88-årige Yusuf al-Qaradawi har forsvaret selvmordsbomber og udnævnte i 2006 en 'Vredens dag', hvor muslimer i hele verden skulle protestere mod Muhammed-tegningerne. (Foto: DR2 © DR2)

Han var manden, der gennem sine ugentlige taler på verdens mest sete tv-kanal Al Jazeera var frontfigur bag boykot af danske varer under Muhammed-krisen.

Den prominente, egyptiske teolog Yusuf al-Qaradawi talte for, at muslimer skulle undgå at købe danske varer for at presse Danmark til at komme med en undskyldning for krænkelse af profeten gennem Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Undskyldningen er aldrig kommet. Alligevel betragter al-Qaradawi nu Muhammed-krisen som afsluttet. Det giver den 88-årige teolog udtryk for i et interview til DR2-programmet 'Akkari & Khader'.

- Vi håber, at vi nu endegyldigt har lagt de tegninger bag os, og at forholdet mellem vores lande igen bliver et normalt forhold, hvor der ikke er problemer mellem Danmark og noget muslimsk land overhovedet, siger Yusuf al-Qaradawi.

- Ked af krisen

Al-Qaradawi har ikke længere sit ugentlige program på Al Jazeera, men fra Qatar fungerer han fortsat som åndeligt overhoved for Det Muslimske Broderskab og bliver stadig betragtet som en af verdens mest markante sunni-muslimske teologer.

I interviewet slår han fast, at forholdet mellem Danmark og muslimerne har slået sprækker på grund af Muhammed-tegningerne, og at det er beklageligt.

- Jeg var meget ked af den karikatur-krise, som opstod i Danmark, fordi den har skadet forholdet mellem arabere og muslimer og så Danmark, siger han og tilføjer, at Danmark ellers aldrig har været forhadt modsat andre lande.

- Der er nogle lande, som folk har et anstrengt forhold til på grund af kolonialismen. For eksempel Storbritannien, Frankrig og andre kolonimagter, som styrede vores lande med brutalitet, undertrykkelse, vold, fængslinger, drab og henrettelser. Men der havde aldrig været noget mellem Danmark og muslimerne, siger al-Qaradawi.

Samme budskab - ny indpakning

Mellemøstforsker ved Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen, finder det interessant, at al-Qaradawi i interviewet er mere venligtsindet over for Danmark, end vi har hørt ham før.

Men hun understreger samtidig, at han under den imødekommende indpakning toner frem med samme budskab som tidligere.

- Der er mindre tordentale over det, men hans ord er betinget af, at danskerne ikke siger noget, der generer muslimerne, siger hun.

Fortryder intet

Dette citat viser for eksempel, at al-Qaradawi højt sandsynligt ikke vil se venligt på et genoptryk af Muhammed-tegningerne.

- Det bør være vores pligt som mennesker - hvis vi skal have forbindelser til hinanden - at forbyde de ting, som skaber spændinger i forholdet mellem mennesker (...) Så alt det, der kan krænke andre folk, bør vi afholde os fra, siger al-Qaradawi i interviewet til DR2.

Og selvom teologen udtrykker, at han er ked af, at krisen skadede forholdet mellem muslimer og Danmark, fortryder han ikke sin rolle under Muhammed-krisen:

- Jeg har aldrig krænket Danmark. Det eneste, jeg opfordrede Danmark til, var at tage afstand fra de mennesker, der havde fornærmet muslimernes profet og derved krænket hele den muslimske nation. Hvorfor skulle jeg fortryde det?

Du kan se interviewet med al-Qaradawi i anden del af programmet 'Akkari & Khader', der bliver sendt klokken 21.30 i aften på DR2.

Facebook
Twitter