Frygt i Nordirland efter bilkapringer: Politi gennemfører kontrollerede sprængninger

Lørdag eksploderede en bombe i Londonderry. I dag blev to biler kapret af maskerede mænd.

Politiet gennemførte en kontrolleret eksplosion af en genstand bag i en hvid varevogn. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Bomberyddere i den nordirske by Londonderry har gennemført kontrollerede sprængninger af en genstand i en varevogn, som var efterladt i et villakvarter, skriver Belfast Telegraph.

Det står endnu ikke klart, om genstanden var en bombe.

Men et øjenvidne siger til Reuters, at den kontrollerede eksplosion blev efterfulgt af endnu et højt brag minutter senere.

Varevognen, en hvid Ford Transit, blev kapret af tre maskerede mænd i formiddags. Før de forlod bilen, kastede de genstanden ind bagi.

Det fik politiet til at evakuere flere beboere fra kvarteret, hvor bilen var blevet efterladt.

Senere på dagen bekræftede politiet, at der var endnu en hændelse, hvor en postbil blev kapret af flere mænd - den ene var bevæbnet.

Følger bombe i lørdags

Postbilen var blevet efterladt kun et par kilometer fra varevognen. Politiet har afspærret området rundt om, skriver det på Twitter.

Politiet i Londonderry er i højeste beredskab, efter at en bombe lørdag blev detoneret foran en retsbygning i byen. Også her involverede hændelsen en bilkapring.

Ingen kom til skade ved eksplosionen lørdag, men det var lige ved, idet flere unge mennesker gik forbi bilen umiddelbart før.

Det såkaldte "nye IRA" mistænkes for at stå bag. Fem er anholdt i sagen.