Normalt forbindes den svenske ø Gotland med ødemark, kilometervis af strande, middelalderkirker og tv-serien om Pippi Langstrømpe, som er optaget på øen.
Men i disse dage byder Sveriges største ø på militære køretøjer på landevejene og patruljerende soldater i gaderne.
I slutningen af sidste uge besluttede Sverige nemlig at øge sine synlige militære aktiviteter på den strategisk vigtige ø i Østersøen for at forberede et eventuelt militært forsvar af øen, der ligger 90 kilometer fra det svenske fastland.
Materiel og tropper blev fløjet i et transportfly, som er en del af et internationalt samarbejde, og landede fredag aften i Gotland. Andre dele af styrken kom med køretøjer i løbet af natten, men det svenske forsvar vil ikke oplyse, hvor mange ekstra soldater der er kommet til Gotland.
Ferieøen er nemlig blevet suget ind i et storpolitisk spil, hvor der er stigende spændinger mellem Rusland og Vesten omkring Ukraine.
Spændingerne omhandler i udgangspunktet Vestens frygt for en russisk invasion af Ukraine, men i sidste uge blev Sverige en del af den højspændte sikkerhedspolitiske situation, da Rusland gentog sit krav om, at Sverige ikke slutter sig til forsvarsalliancen Nato.
Her er Gotland et af de steder, hvor russisk militær flere gange har markeret sig over for Sverige både i vandet og i luften - herunder i onsdags, hvor tre russiske landgangsfartøjer sejlede ind i Østersøen og dermed fordoblede den russiske kapacitet i området til seks landgangsfatøjer, der kan fragte køretøjer, materiel og soldater.
Det er ikke usædvanligt, at der er russiske fartøjer i Østersøen, men ifølge det svenske forsvar havde disse skibe "resurser og kapacitet", som afviger fra det normale billede, beretter svenske SVT.
Her til aften lyder meldingen, at alle seks landgangsfartøjer nu har forladt Østersøen.
'Det er skræmmende'
DR Nyheder møder pensionisten Anette Sanfredsson på torvet i Visby på Gotland.
Hun er langt fra tryg ved situationen, der har fået det svenske forsvar til at sende soldater og militært udstyr til øen.
- Det er skræmmende. Jeg er vokset op med frygten for Rusland, for jeg er vokset op i Nordsverige, og da var det jo altid Rusland. Det er uhyggeligt, for vi ved jo, at de vil til Gotland, siger pensionisten.
- Normalt er det et paradis. Det er derfor, jeg bor her. Men nu er man jo fanget. Man kommer jo ingen steder. Tør man sejle over havet? Tør man flyve? Jeg stoler ikke på Putin.
- Jeg ved kun det, man ser i medierne, men det er da uhyggeligt. Lille Sverige, som gør det så godt i hele verden. Ja, det er ubegribeligt, lyder det fra Anette Sanfredsson.
Konsulenten Emilie Axelsson finder oprustningen "urovækkende".
- Det er da urovækkende med den her oprustning og trussel. Og det er ubehageligt med kampvogne og soldater, for så føles det som krig, siger konsulenten, der på ingen måde vil have, at Sverige bliver en del af Nato.
Hun fortæller, at hun har venner, der er meget bange for udviklingen.
- De har det dårligt og er bange, siger hun til DR Nyheder.
- I aftes var en af mine venner ude at cykle, og så stoppede en kampvogn bag ved hende og lyste på hende med projektører, og det er jo ikke så sjovt. Hun fik virkelig en følelse af, at der er krig, men det er der jo ikke.
Hun vil dog ikke sige, at hun selv er bekymret.
- Jeg prøver at tænke på noget andet, så har jeg det bedre.
Den umiddelbare optrapning er ikke noget, som giver pensionisten Leif Ajpe søvnløse nætter.
- Det her går i sig selv om noget tid, og så er det fint, siger han.
Strategisk vigtig ø
Gotlands position i Østersøen er langt fra uden betydning, forklarer Mattias Ardin, der er regimentschef på Gotland
- Ser man på et kort, er Gotland en stor ø midt i Østersøen, og herfra kan man, hvis man vil, påvirke måde luft- og søvejene. Gotland er strategisk vigtig og har altid været det historisk, fortæller regimentchefen.
Selv om Sverige har valgt at opruste på øen, så mener han ikke, at en decideret krig er under optrapning.
- Risikoen for en væbnet konflikt er lav. Men vi har øgede spændinger i vores del af verden, og vi ser jo megen militær aktivitet i Europa, så vi har set en svækkelse af sikkerhedssituationen ret længe, siger han.
Det samme gentager han, da DR Nyheder spørger ham, hvad han synes om, at russiske landgangsfartøjer i den seneste tid er set i farvandet omkring Gotland.
I går sendte Nato et hollandsk krigsskib til Østersøen syd for Bornholm for at "udvise nærhed og solidaritet med hele alliancen" og overvåge situationen i området.
- Vores fregatbidrag skal understøtte trygheden og sikkerheden i området og observere, hvad der sker i området, lyder meldingen fra forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Droner over svenske atomkraftværker
Det er dog ikke kun i området omkring Gotland, at svenskerne er særligt opmærksomme i øjeblikket. Også observationer i luftrummet over flere svenske byer har på det seneste givet anledning til dybe svenske panderynker.
I fredags blev der nemlig observeret store droner ved de tre svenske atomkraftværker Forsmark, Oskarshamm og Ringhals. Det fik politiet til at sende helikoptere i luften for at fange dronerne - men forgæves.
I går blev en uidentificeret drone endnu engang observeret ved Forsmark, oplyser svensk politi.
- En operativ indsats pågår i samarbejde med et politifly og givetvis også Forsmarks egen sikkerhedsorganisation, lød meldingen fra svensk politi i aftes.
I går blev der også observeret, hvad der karakteriseres som en militær vingedrone over regeringskvarteret i Stockholm, skriver Ritzau.
Det vides endnu ikke, hvem der står bag de mystiske droner, men i Sverige spekuleres der i, om deres opdukken hænger sammen med udviklingen i forhold til Rusland.
Her til aften skriver den svenske avis Aftonbladet, at flytrafikken ved Bromma-lufthavnen nordvest for Stockholm er blevet omdirigeret, efter der er observeret droner i området.
Ifølge avisen har svensk politi også fået meldinger om observationer af fire store droner i Nacka-området øst for Stockholm, beretter Ritzau.