Frygter du russisk datamisbrug? Her er svaret på fem spørgsmål om Faceapp

Selvom du sletter Faceapp, har det russiske firma stadig dine data.

Ansigtsgenkendelse kan misbruges til overvågning. Faceapp afviser, at det er formålet. (ARKIV) (Foto: Peter Nicholls © Scanpix)

Er det ren underholdning, eller ender det med en selfie til den russiske regering?

Det spørgsmål stiller den amerikanske avis The Washington Post, efter at en russisk app ved navn Faceapp, der ved hjælp af kunstig intelligens får dig til at se gammel ud, har nået toppen af hitlisterne.

App'en har 80 millioner aktive brugere, og frygten for datamisbrug har fået den demokratiske senator Chuck Schumer til at opfordre forbundspolitiet FBI til at undersøge, om Faceapp udgør en sikkerhedstrussel.

Faceapp afviser dog, at brugernes data bliver overført til Rusland, skriver mediet TechCrunch.

Ifølge Washington Posts teknologiskribent, Geoffrey A. Fowler, er der dog flere vigtige pointer om datasikkerhed, som ikke fremgår tydeligt af Faceapp's servicevilkår.

Herunder får du svaret på vigtigste spørgsmål.

1

Hvilke data giver jeg væk?

Silhuetter af folk med laptops foran det russiske flags farver. (ARKIV) (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Faceapp uploader og behandler vores fotos i skyplatforme, der ligger uden for Rusland.

Ifølge det russiske firma Wireless Lab, der har udviklet Faceapp, bliver kun de billeder, du har valgt, uploadet og redigeret.

Du kan også bruge Faceapp uden at give dem dit navn eller email, og det gør 99 procent af brugerne, siger den administrerende direktør, Jaroslav Goncharov.

Men som bruger kan man altid regne med, at hvis en app er gratis, "er det dig, der er varen", siger teknologijournalist Anders Kjærulff fra Radio24Syv.

- Når du uploader et billede, fortæller du også Faceapp, hvor gammel du er. Du giver dem adgang til oplysninger fra din profil, og de kan bruges til at træne algoritmer med, så de bliver bedre til ansigtsgenkendelse, siger han.

2

Hvor længe har de mine oplysninger?

Faceapp gemmer billederne på skyplatforme som Google Cloud. (ARKIV) (Foto: Pawel Kopczynski © Scanpix)

Det fremgår af app'ens servicevilkår, at du giver Faceapp ret til at bruge dine billeder for altid.

Ifølge Jaroslav Goncharov sletter Faceapp dog "de fleste" af billederne fra sine servere efter 48 timer.

- Når man får noget gratis i forhold til de her apps, bytter man som regel sit privatliv for tjenesterne. Det gælder eksempelvis også Google Maps, der sporer dig over alt, hvor du færdes, siger tech-eksperten Todd Haselton til den amerikanske tv-station NBC.

3

Hvad gør de med mine oplysninger?

På en udstilling i Shenzhen i Kina afprøver besøgende teknologien til ansigtsgenkendelse. (ARKIV) (Foto: Bobby Yip © Scanpix)

Det russiske firma Wireless Lab siger, at der ikke er andre formål - som for eksempel ansigtsgenkendelse, der kan misbruges til overvågning - med app'en.

Men rent juridisk kan det godt lade sig gøre for Faceapp at bruge dine data til andre formål i fremtiden - også hvis firmaet bliver opkøbt af andre.

Teknologieksperten Todd Haselton fra NBC siger, at det imidlertid forholder sig sådan med mange af de apps, som brugerne deler fotos med.

- Snapchat har for eksempel også ret til at bruge nogle af de billeder, du offentliggør, og gøre med dem, hvad de vil, siger han.

Anders Kjærulff fra Radio24Syv mener ikke, at Faceapps brugere skal være bekymrede, men bare opmærksomme på, hvad de gør.

- Hver gang du uploader et foto af dig selv, er du med til at identifcere dig selv. Så hvis nogen på et senere tidspunkt skal finde dig, er det nemmere, fordi de har et billede, og du nærmest også har digitalt underskrevet, hvem du er.

4

Hvem har adgang til mine data?

Facebooks logo i 3D. (ARKIV) (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Faceapps administrerende direktør, Jaroslav Goncharov, siger, at hans firma hverken "sælger eller deler nogen brugerdata med nogen tredjepart".

Men samtidig kan teknologiskribent Geoffrey A. Fowler fra Washington Post konstatere, at hans Faceapp har delt oplysninger om hans telefon med både Facebook og Google AdMob, der matcher annoncer med apps.

Sådan har det forholdt sig med mange apps i årevis, siger Matthew Panzarino, der er redaktør på TechCrunch.

- Men det er som om, at det først er nu, at det går op for folk, at det ikke er gratis, når en app er gratis. For det meste er prisen datasikkerhed, siger han til NBC.

5

Hvordan kan jeg slette oplysningerne?

(ARKIV) Google og Apple, der sælger apps til telefonen, bærer også et ansvar, mener Geoffrey A. Fowler. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Selvom du sletter Faceapp, kan der stadig ligge billeder i skyen.

Men ifølge Jaroslav Goncharov kan du sende en anmodning om at få slettet alle dine data fra Faceapps servere.

- For den hurtigste behandling anbefaler vi at sende anmodningerne fra Faceapp-mobilappen ved hjælp af 'Settings->Support->Report a bug’' med ordet 'privatliv' i emnelinjen, siger han til Washington Post.

Teknologiskribent Geoffrey A. Fowler mener, at Apples og Googles app stores også kan tages til indtægt for de uklare linjer omkring slettepolitik af brugerdata:

- Vi betaler bogstavelig talt de store techvirksomheder for at læse servicevilkårene og tjekke, at firmaer som Faceapp fortæller sandheden. Hvorfor hjælper de os ikke med at forstå, hvad vi downloader?

Hverken Apple eller Google har ønsket at kommentere det over for Washington Post.

Facebook
Twitter