Frygter snarlig terror: Norge advarer betjente om at bære uniform

Af frygt for terror inden for et år råder norsk efterretningstjeneste politiet til at bruge uniform så lidt som muligt.

PST-chef Benedicte Bjørnland siger, at der er frygt for terror i Norge inden for de næste 12 måneder. (© NRK/DR)

Betjente i uniform er ifølge Norges efterretningstjeneste, PST, særligt udsatte for eventuel terror begået af ekstreme islamister.

Derfor advarer PST nu alle politimestre i Norge. Betjente skal passe på, når de har arbejdstøjet på.

Ifølge norske VG lyder anbefalingen fra efterretningstjenesten, at politiet kun går med uniform, når det er nødvendigt, og at betjente ikke bærer den efter arbejde.

- Ekstrem islamistisk terror i Europa har de sidste år været præget af mindre komplekse angreb udført med våben og virkemidler, der er lette at anskaffe og bruge. Angrebene har i høj grad været rettet mod let tilgængelige, men symbolske mål, skriver PST på sin hjemmeside.

Efterretningstjenesten hævede onsdag trusselsniveauet i Norge på grund af Islamisk Stats fremmarch.

Sandsynligt med terror inden for et år

Det er sandsynligt, skriver PST, at der inden for det næste år vil være trusler om terrorangreb eller forsøg på terror i Norge. Men at risikoen vil kunne minimeres med diverse sikkerhedsforanstaltninger som for eksempel retningslinjerne for uniformsbrug.

Det er ifølge efterretningstjenesten særligt en videotale udgivet på internettet 21. september, der har ændret trusselsbilledet.

I videoen opfordrer personer fra Islamisk Stat angiveligt terrorbevægelsens tilhængere til at udføre angreb mod vestlige mål i deres hjemland.

Ingen konkrete oplysninger

Samtidig er truslen mod Norge også øget, efter den norske regering har besluttet at sende 195 soldater til Irak og Afghanistan som led i den internationale koalition mod Islamisk Stat, skriver VG.

- I talen fra ISIL opfordrer man specielt til at ramme militærfolk, politiets ansatte og centrale politiske beslutningstagere. Og så ser vi også, at det bliver til handling i andre vestlige lande. (...) Vi kan ikke spå om fremtiden, men det her er ment som støtte til personer i politiet og forsvarssektoren, siger PST-chef Benedicte Bjørnland til vg.no.

Benedicte Bjørnland understreger, at PST ikke har nogen konkrete oplysninger om, at nogle har planer om at begå terror i Norge eller mod landets betjente og soldater.

Det norske forsvar vil endnu ikke indføre begrænset brug af uniformer, men tiltaget vil blive vurderet nærmere, lyder det fra Norges forsvarschefs kontor.

Større terroralarm i sommer

Nordmændene udløste en større terroralarm og oprustede deres terrorberedskab gevaldigt i sommer, da det kom frem, at terrorister ifølge PST's efterretninger var rejst mod Norge for at dræbe uskyldige civile.

Svært bevæbnet politi blev sat til at patruljere på gader og stræder døgnet rundt, men efter en uge blev beredskabet nedjusteret til det sædvanlige niveau.

Det er, som Benedicte Bjørnland refererer til, allerede set, at betjente og soldater fra Vesten er blevet angrebet af radikaliserede muslimer.

Senest i Canada blev to soldater for nylig dræbt af to forskellige konvertitter. Og i New York blev politibetjente angrebet af en islamistisk ekstremist med en økse.

Facebook
Twitter