Frygter vaccine: Mæslinger spreder sig i USA

Et udbrud af mæslinger plager lige nu USA, hvor mange forældre ikke har vaccineret dere børn.

MMR-vaccinen i USA med tilhørende vejledning. (Foto: Brian Snyder © Scanpix)

14 stater er nu ramt, over 100 personer er smittet med mæslinger siden december, og intet tyder på, at smittefaren er på retur.

De fleste tilfælde kan ifølge sundhedsmyndighederne spores til et udbrud af mæslinger i Disneyland i det sydlige Californien i december.

USA har samtidig færre børn, der er vaccineret mod mæslinger end lande som Libyen, Rusland og Zimbabwe, og der er en offentlig debat om, hvad man kan gøre for at overbevise befolkningen om, at fordelene ved vaccine er større end ulemperne.

- MFR- (mæslinger, fåresyge og røde hunde) vaccinen er meget sikker, meget effektiv og yderst nødvendig, sagde Anne Schchat fra de amerikanske sundhedsmyndigheder for nylig til Washington Post.

Når mange forældre i USA undlader at få deres børn vaccineret, skyldes det i høj grad en frygt for, at vaccinen kan udvikle autisme hos børnene.

Den frygt stammer i høj grad fra en artikel, der blev offentliggjort i det medicinske tidsskrift, The Lancet i 1998, men som senere blev trukket tilbage.

Hellere leve sundt end vaccine

Opfattelsen af MFR-vaccinen som farlig lever dog videre, og forældre forsvarer deres beslutninger med, at det er bedre at leve sundt end at lade sig vaccinere.

- Der er absolut ingen grund til at få den vaccine, sagde Crystal McDonald til New York Times efter at udbrudet i Disneyland fik hendes datters skole til at forlange, at børnene blev vaccineret.

Ellers måtte de blive hjemme.

- Jeg sagde til hende, at jeg foretrækker, at hun går glip af et helt semester, fremfor at hun bliver vaccineret, sagde Crystal McDonald.

Det Hvide Hus opfordrer indtrængende forældre til at overveje at lade deres børn vaccinere.

Talsmand Josh Earnest sagde for nylig, at beslutningen naturligvis er forældrernes, men at det videnskablige grundlag for at tage imod vaccinen er sikkert.

Facebook
Twitter